Sprøde vaniljekranse a la Den Gamle By med riiiigeligt Lurpak-smør

Ingen jul uden vaniljekranse, og disse smørbagte lækkerier er bare de bedste. Sprøde, rustikke og med masser af smag af mandler og vanilje.

Vaniljekranse a la Den Gamle By. Foto: Inge Hald

Opskriften er fra et lille opskriftshæfte, udgivet af Den Gamle By i Århus. Her sælges disse skønne vaniljekranse hele året. Oprindeligt stammer opskriften fra Madam Mangors ”Fortsættelse af Kogebog for små Huusholdninger, 1866”.

Vaniljekranse (80 stk.)

500 g mel

1 æg

350 g blødt smør

250 g sukker

½ stang finthakket hel vanilje (stang og korn). (jeg brugte nu 1/1 stang)

265 g søde hakkede mandler med skal

Sådan gør du:

Mandlerne ristes i ovnen, afkøles og hakkes fint. Mel, æg, smør, sukker, vanilje og mandler æltes godt sammen, så dejen slipper hænderne. Herefter rulles en tyk pølse. Skær dejen i små stykker, som trilles og lægges i små kranse med et stort hul, så dejen ikke løber sammen.

Dup lidt ekstra mel på fingrene under trilningen.

Hvis kransene skal have riller, kan dejen køres igennem en kødhakker med en særlig plade til vaniljekranse.

Bages lysebrune ved 180 grader i 15-20 min.

Lurpak – dansk mejeribrugs flagskib. Foto: Inge Hald

Lurpak-smør til hele verden

Smørret i mine vaniljekranse er Lurpak, som har været dansk mejeribrugs flagskib gennem mere end 100 år.

Lurpak-mærket stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede. Her besluttede danske smørmejerier at lave et fælles kvalitetsmærke for at undgå, at udenlandsk smør af ringere kvalitet blev forvekslet med dansk smør på eksportmarkederne.

Mærket ejes af Mejeriforeningen, og alle danske mejerier har ret til at fremstille Lurpak smør, hvis de overholder et regelsæt, der blandt andet indebærer særlige kvalitetskontroller med regelmæssig blindsmagning.

Lurpak-smør fremstilles i dag af Arla, Thise Mejeri, Bornholms Mejeri og Nørup Mejeri. Produktet eksporteres til cirka 75 lande.

Vaniljekranse i Den Gamle By

Orker du ikke at bage kransene selv, ja, så må du en tur forbi bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Her er kagerne som tidligere nævnt en fast del af sortimentet. Og Den Gamle Bys version hører ikke til i kategorien småkager. Deres vaniljekranse er kæmpestore – og de smager næsten lige så godt som dem, man bager selv 🙂

Vaniljekranse i bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Foto: Inge Hald

Bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Foto: Inge Hald

En kommentar til Sprøde vaniljekranse a la Den Gamle By med riiiigeligt Lurpak-smør

  • Dorte Schmidt skriver:

    Hvis det skal være delikat, skal det være med smør fra køer, der har haft et ordentligt liv ude på græs om sommeren. Det får du kun, hvis du bruger økologiske flagmærker. Det samme gælder for oste og osteprodukter.
    Tænk på de stakkels køer, der går inde i en stald hele året rundt – det giver da en rigtig dårlig smag i munden. I hvert fald i min mund 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *