Tomatsalt gør græskarsuppen glad

Tomatsalt fra Mariager Saltcenter er én af de specialiteter, jeg købte med hjem, da jeg sidste weekend besøgte et par madmarkeder. Saltet, der udover sydesalt består af soltørrede tomater (25%), basilikum (11%) og oregano (11%) har jeg indtil videre mest brugt på spejlæg.  Og æg og tomatsalt klæder virkelig hinanden.

Tomatsalt fra Mariager Sydesalt. Foto: Inge Hald

Men tomatsalt kan også give smag og karakter til græskarsuppe og ristede græskarkerner. Græskarsuppen kom på menuen, fordi jeg fik lyst til at lave en græskarlygte til min altan, der i den grad er trist at se på lige nu.

Da jeg havde snittet lygten, stod jeg med en masse græskarkerner og “kød”, som selvfølgelig ikke skulle gå til spilde. Og så opstod ideen med at bruge tomatsalt som krydderi i både suppe og kerner.

Ristede græskarkerner med tomatsalt

Kernerne blev først skyllet grundigt og renset for “kødstrimler”. Dernæst kogte jeg dem i vand i et kvarters tid, lod dem dryppe af i en sigte og bredte dem ud på et tørt viskestykke. Her fik de lov at tørre til næste dag.

De tørre græskarkerner blev blandet med et skvæt olivenolie, lidt citronsaft og cirka halvanden teskefuld tomatsalt. Herefter fordelte jeg dem på bagepapir og satte dem i ovnen ved 180 grader, indtil de ”puffede op” og blev gyldne. Hold øje med dem, pludselig går det stærkt med at tage farve. Lad kernerne køle af på en bagerist og gem dem i en dåse.

Græskarkerner med tomatsalt – efter en tur i ovnen. Foto: Inge Hald

Til græskarsuppen (cirka 4 portioner) brugte jeg:

1100 gram  græskar i mindre stykker

1 hakket løg

3 fed hakket hvidløg

friskhakket ingefær (cirka 40 gram)

1 porre, skåret i skiver

1 bagekartoffel i tern

1 liter grønsagsbouillon

Lidt fløde, lidt citronsaft, tomatsalt, salt og peber (jeg brugte også lidt kirsebæreddike).

Olivenolie

Svits løg, hvidløg og ingefær i olie under omrøring i et par minutter. Tilsæt porre, kartoffel, græskar og grønsagsbouillon. Lad det koge i 25-30 minutter til grøntsagerne er helt møre. Blend suppen og smag den til med tomatsalt (jeg brugte cirka to teskefulde), citronsaft (jeg brugte cirka to spiseskefulde), fløde, salt og peber. Jeg gav også suppen et skvæt kirsebæreddike (fra Meyers), som jeg havde stående i skabet – det gav suppen ekstra friskhed.

Græskarsuppe med græskarkerner på toppen. Foto: Inge Hald

Spis suppen med et drys græskarkerner på toppen og groft brød.

Saltsyderi som i gamle dage

Tomatsalt er blot én af mange kryddersalte, som laves i sydehytten på Mariager Saltcenter. Her udvindes saltet i store jernpander over åben ild, nøjagtig som det foregik i saltsyderiet i gamle dage.

I kryddersaltsortimentet findes også steaksalt, kyllingsalt, flæskestegsalt, pommes frites salt, røgsalt, brændenældesalt, fiskesalt, tangsalt m.m. Det har tydeligvis været en udfordring af give de forskellige kryddersalte navne, så man har valgt at veksle mellem at give saltene navne efter indhold og anvendelsesmulighed. Gad vide, om de risikerer en sag med fødevaremyndighederne for at markedsføre salt, der ifølge navnet indeholder pommes frites og flæskesteg 🙂

Og hvordan gik det så med græskarlygten? Jo, den er jeg ret tilfreds med. Ikke mindst da det er første gang, jeg har prøvet af lave sådan en. Græskarlygten står nu hver aften og lyser op på min ellers efterårstriste altan.

Foto: Inge Hald

 

3 kommentarer til Tomatsalt gør græskarsuppen glad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *