Skarø

Økologisk is fra Skarø

Hold nu op, hvor har jeg nydt den seneste uge med sol dagen lang og temperaturer, der gør, at man ikke behøver at skænke overtøj en tanke. Til gengæld får solen mig til at tænke over, hvor jeg skal tanke op med is næste gang.

Forleden faldt valget på gourmetis fra Skarø – kender du den? Is fra Skarø er økologisk fløde- og sorbetis, som skiller sig ud fra andre ismærker ved at være baseret på birkesaft. Og den er helt fri for tilsætningsstoffer.

Foto: Inge Hald

Jeg købte en hindbærsorbet og en moccaflødeis, som begge blev nydt i solen på min altan (dog ikke samme dag 🙂 ). Både sorbetisen og flødeisen havde en lækker cremet konsistens og en meget fyldig og rund smag af henholdsvis hindbær og mocca.

Foto: Inge Hald

 

Som navnet fortæller, laves isen på Skarø – en lille ø i det sydfynske øhav med knap 40 fastboende. Producenten hedder Britta Tarp. Hun fremstiller isen i tæt samarbejde med sin mand, Martin, der dyrker urter og fremstiller te, snaps og ekstrakter i sit eget firma, Biosynergy.

Det var ham, der begyndte at eksperimentere med saft fra birketræer. Da birkesaft kun har cirka fem dages holdbarhed i køleskab, frøs han den ned for at kunne have glæde af den i længere tid. Og dermed fødtes ideen om at bruge birkesaft i is.

Lokale råvarer i bedste kvalitet

Birkesaftens naturlige salte og sukkerstoffer fremmer frugtsmagen og gør, at man kan lave isen med op til 15 procent mindre tilsat sukker end anden is. Birkesaften giver også isen en god konsistens.

Martin og Britta tapper birkesaften hvert forår på Skarø. De øvrige økologiske råvarer til de forskellige istyper hentes primært fra lokale producenter. Der bruges kun solmodne bær og frugt i bedste kvalitet, for ligesom birkesaften virker som naturlig smagsfremmer på de ønskelige smagsstoffer i frugten, vil den også forstærke eventuelle bitterstoffer fra umoden frugt.

Da produktionen af Is fra Skarø startede i 2004, kunne man kun købe den i en lille isbutik på øen. Men den gode smag og kvalitet fik flere og flere uden for øen til at efterspørge isen, og i dag fås den i en lang række danske specialbutikker. Find en forhandlerliste her.

 

PS. I juli og august driver Britta en isbutik på Skarø, hvor man en række dage kan smage hendes is frisk, direkte fra ismaskinen.