Lakrids by Johan Bülow

Muffins med ribs og lakrids

Min fryser er fuld af røde, saftspændte vitaminbomber i form af dejlige danske ribs, og det samme er min mave. For et par dage siden fik jeg lov at gå pluk-amok i gode venners kolonihave. De er ikke de store ribsspisere, så i stedet for at lade de lækre bær gå til spilde, har de inviteret andre til at plukke løs. Heldigt for mig.

De fleste ribs ligger nu i fryseren og kan se frem til at blive mikset med forskellige andre bær i min daglige morgensmoothie de kommende måneder. Nogle af de friske ribs er endt i muffins. Jeg tænkte, at de lidt syrlige ribs ville smage godt sammen med lakrids, så jeg lavede et par forskellige varianter med lakridspulver og den søde lakridssirup fra den bornholmske lakridsmager Johan Bülow.

Danske ribs og lækkerier fra Lakrids by Johan Bülow.

Nyplukkede danske ribs og lakridslækkerier fra Lakrids by Johan Bülow.

Virkelig, virkelig hårdt arbejde her i sommervarmen at bage og smage sig igennem flere portioner muffins. Men nogen skal jo gøre det 🙂 Og jeg gør det gerne igen – snart – for ribs og lakrids, det er da en total vinderkombination!

 

Muffins med ribs og lakrids

 

(Mængderne herunder rækker til 8 små muffins)

 

Du skal bruge:

50 g smør

1 æg

50 g rørsukker

1 spsk. sød lakridssirup (jeg brugte sweet liquorice syrup fra Lakrids by Johan Bülow

½ dl mælk

100 gram mel

¾ tsk. bagepulver

120 gram friske ribs

cirka 1 tsk. lakridspulver (jeg brugte raw liquorice powder fra Lakrids by Johan Bülow

 

Sådan gør du:

Smelt smørret og lad det køle af. Pisk æg, sukker og lakridssirup skummende og let. Tilsæt smørret mens du pisker videre. Bland mel og bagepulver. Sigt det i dejen og tilsæt mælken. Vend de friske ribs i dejen.

Fordel dejen i muffinforme (portionen rækker til 8 små muffins). Drys et tyndt lag lakridspulver oven på kagerne, inden du bager dem midt i ovnen ved 180 grader i 18-20 minutter.

Nybagte muffins med ribs og lakrids. Uhm.

Nybagte muffins med ribs og lakrids. Uhm.

Nyd de lune muffins med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis- gerne sammen med lidt friske ribs.

Muffins med lakrids og sirup. Server med fx cremefraiche og ribs.

Muffins med ribs og lakrids. Server med fx cremefraiche og friske ribs.

Tip:

Har du ikke lakridssirup, kan du vælge udelukkende at bruge lakridspulver i kagerne. I stedet for 50 gram rørsukker og 1 spsk. sød lakridssirup tilsætter du 75 gram rørsukker og 2 tsk. lakridspulver til dejen.

 

Havregrød med rug, blåbær og lakrids

De fleste af mine dage starter med en smoothie, for eksempel som denne. Det er bare så nemt og lækkert. Men ind imellem får jeg lyst til grød i stedet for. Enten en helt almindelig havregrød af med ”alt godt fra skabet” – nødder, rosiner, æbler, kanel m.m. – eller denne version med skårne rugkerner, blåbær og lakridspulver, som jeg lavede hele tre gange i påskefridagene, fordi den simpelt hen smager så godt.

Havregrød med rug, blåbær og lakrids. Foto: Inge Hald

Havregrød med rug, blåbær og lakrids. Foto: Inge Hald

Havregrød med rug, blåbær og lakrids (til 1 person)

 

Du skal bruge:

2/3 dl havregryn

1/3 dl skårne rugkerner (fx fra Skærtoft Mølle, opblødes i vand natten over)

1 dl vand

cirka 1,5 dl mælk

cirka 10 mandler

rosiner efter smag

blåbær – en lille håndfuld optøede eller friske (du kan selvfølgelig også bruge andre bær eller fx æble)

lidt salt

lakridspulver efter smag (jeg bruger lakridspulver fra Bülow Lakrids)

 

Server gerne grøden med lidt skyr, mælk, flødeskum eller creme fraiche.

 

Sådan gør du:

Aftenen før du skal lave grøden, hælder du kogende vand over de skårne rugkerner og lader dem opbløde natten over. Hæld vandet fra.

Kom 1 dl vand og de udblødte rugkerner i en gryde og lad det simre i cirka 10 minutter under låg. Rør rundt jævnligt. Tilsæt mælk, havregryn, mandler og rosiner og lade det simre yderligere 5 minutter under jævnlig omrøring. Tilsæt eventuelt lidt mere mælk, hvis du synes konsistensen bliver for fast. Smag til med lidt salt.

Vend blåbærrene i grøden.

Ved servering drysser du lakridspulver på grøden og serverer med lidt skyr, mælk, flødeskum eller creme fraiche.

Økologiske rugkerner fra Skærtoft Mølle. Foto: Inge Hald

Økologiske rugkerner fra Skærtoft Mølle. Foto: Inge Hald

Til denne grød har jeg brugt økologiske skårne rugkerner fra Skærtoft Mølle. For at være sikker på, at de er bløde og lækre, hælder jeg dem over med kogende vand og lader dem udbløde natten over. Hvis du har knækkede rugkerner eller rugflager i skabet, kan du bruge dem i stedet.

Lakridspulver fra Johan Bülow. Foto: Inge Hald

Lakridspulver fra Johan Bülow. Foto: Inge Hald

Lakridspulveret i min opskrift er Raw Liquorice Powder fra Lakrids by Johan Bülow. Det er rålakrids, der er dampet, presset og granuleret af persiske lakridsrødder. Du kan finde andre måder at bruge lakridspulveret på her.

 

Dagens synd: Lakrids C fra Bülow

På forhånd lød den nye Lakrids C fra Lakrids by Johan Bülow særdeles lovende. Jeg er nemlig vild med lakrids, mørk chokolade og kaffe, så det ku’ næsten ikke gå galt!

Og den er da også en virkelig lækkerbisken. Straks den begynder at smelte på tungen, smager man de knuste nyristede Arabica kaffebønner, der ligger gemt i den mørke chokolade. Indeni gemmer sig et stykke af Bülows gode, søde lakrids.

Foto: Inge Hald

En farlig sag, for det kan være svært at stoppe igen, når man først er kommet i gang med de lækre chokolade-kaffe-lakridskugler. Så er det, man skal tænke på prisen – 70 kroner for en bøtte med 27 kugler. Så kan jeg i hvert fald godt finde ud af at ”bide” bøtten over til flere dage 🙂

Den nye Lakrids C er ligesom de øvrige Bülow-lakridser uden gluten og tilsætningsstoffer.

 

Bülows lakridser fra Bornholm og Ry

Advarsel! Jeg er fuldstændig bidt af Bornholm. Så meget, at jeg dyrker øen i min egen gruppe på Facebook. Jeg råelsker den ø, som efter min mening er det smukkeste og dejligste sted i Danmark. Og da jeg er på Bornholm næsten hver sommer, vil der nok med tiden snige sig et pænt antal bornholmske specialiteter ind på denne blog.

Udover at være kulret med Bornholm er jeg også temmelig glad for lakrids. Derfor var jeg meget nem at begejstre, da den dengang kun 23-årige bornholmer Johan Bülow i 2007 begyndte at lave håndrullet gourmetlakrids i en lille butik på Glastorvet i Svaneke.

Jeg er så ikke den eneste, der har fået smag for Johan Bülows lakrids, der er lavet på gode råvarer og uden mærkelige tilsætningsstoffer. Det er ret utroligt, som det bornholmske lakridseventyr har udviklet sig på få år. I dag har han over 20 ansatte på sin lakridsfabrik i Tåstrup og drømmer om at sælge sin lakrids i hele verden.

Uhhhhmmmmm – chililakrids No. 4 er min favorit ! Foto: Inge Hald

Mine Bülow-favoritter er lakridsstænger med ingefær (som indtil videre kun kan købes i hans butikker i Svaneke og i Tivoli) og variant No. 4 med habanero chili. Sidstnævnte kan heldigvis købes hos alle Bülow-forhandlere rundt om i landet.

Bülow-lakrids fra Det lille Gartneri i Ry

Foto: Inge Hald

Johan Bülow laver også en særlig østjysk chililakrids. Nemlig en variant med aji lemonchili, som har en ganske særlig og aromatisk chilismag.

Denne chililakrids laver han i samarbejde med Birthe Dalsjø Schmidt, der er gartner i Det lille Gartneri ved Øm Hovedgård ved Ry.

Birthe Dalsjø Schmidt er ivrig chilidyrker, og i Det lille Gartneri kan man købe cirka 20 forskellige sorter chiliplanter.

Lemon Chili Lakrids kan kun købes i Det lille Gartneri.

Men jeg har hørt i butikken, at de godt kan lokkes til at sende dåser med Lemon Chili Lakrids med posten.