jul

Brunkager – og en kagesprøjtevinder

Så er der fundet en vinder af kagesprøjten fra Lacor. Og vinderen blev – tadaaa…. Solvej, der er vild med jødekager. Tillykke, Solvej!

Nu er det sådan, at  Solvej er en af mine rigtig gode veninder, så jeg overvejede en brøkdel af et sekund, om jeg skulle snyde og finde en anden vinder. Men nej. Vinderen er fundet helt tilfældigt, så Solvej kan se frem til at modtage kagesprøjten med posten mellem jul og nytår. Måske er jeg oven i købet så heldig, at jeg på et tidspunkt får lov at smage småkager, som er lavet med kagesprøjten 🙂

De eneste småkager, jeg selv har fået bagt her op til jul, er brunkager. De smager til gengæld så godt, at jeg har virkelig svært ved at stoppe, når først jeg har lirket låget af kagedåsen. De er sprøde, søde og dejligt krydrede. Jeg bruger en opskrift, der tager udgangspunkt i en brunkageopskrift, jeg klippede ud af Femina for mange år siden. Jeg har ændret en del på den, og min version får du her:

Hjemmebagte brunkager smager bare bedst! Foto: Inge Hald

Hjemmebagte brunkager smager bare bedst! Foto: Inge Hald

Inges brunkager

(cirka 250 stk.)

200 g sirup

100 g muscovadosukker

100 g mørk farin

150 g smør

2 tsk. stødt nellike

4 tsk. stødt kanel

4 tsk. stødt kardemomme

50 gram finthakket sukat

50 gram finthakkede mandler

revet skal og saft af 1 lille økologisk appelsin

10 g potaske (1 spsk.)

lidt kogende vand

500 g hvedemel

2 tsk. hjortetaksalt

Bagetid: 5-7 minutter på øverste rille i en 180 grader varm ovn.

Sådan gør du:

Smelt sirup, muscovadosukker, farin og smør i en gryde. Lige så snart massen er flydende, tages gryden af varmen. Rør de tørre krydderier i. Lad nu massen køle godt af (den skal dog ikke stivne helt).

Rør potasken ud i ganske lidt kogende vand, indtil den er helt opløst. Rør den i dejen sammen med alle de hakkede ting, appelsinsaft og appelsinskal. Bland hvedemel og hjortetaksalt og ælt det i. Dejen skal være blank og sammenhængende. Rul dejen i tykke stænger, cirka 5 cm i diameter. Lad dejen hvile i køleskabet mindst et døgn, gerne i 2-3 dage.

På bagedagen varmer du ovnen op til 180 grader. Skær brunkagerne i 2 millimeter tynde skiver og læg dem på bagepapir på en plade. Bag kagerne på øverste rille i ovnen i 5-7 minutter. Hold godt øje med kagerne i ovnen, for det går pludselig stærkt med at tage farve.

Køl brunkagerne af på en bagerist og læg dem først i kagedåser, når de er helt kolde.

Glædelig jul og godt nytår!

Jeg slutter lige med et stemningsfuldt billede fra den julepyntede gågade i Århus. Jeg synes, det er SÅ magisk at gå under den stjernehimmel. Rigtig glædelig jul og godt nytår – vi ses her på bloggen igen i 2013!

Foto: Inge Hald

Jul i Århus 2012. Foto: Inge Hald