Grød

Havregrød med rug, blåbær og lakrids

De fleste af mine dage starter med en smoothie, for eksempel som denne. Det er bare så nemt og lækkert. Men ind imellem får jeg lyst til grød i stedet for. Enten en helt almindelig havregrød af med ”alt godt fra skabet” – nødder, rosiner, æbler, kanel m.m. – eller denne version med skårne rugkerner, blåbær og lakridspulver, som jeg lavede hele tre gange i påskefridagene, fordi den simpelt hen smager så godt.

Havregrød med rug, blåbær og lakrids. Foto: Inge Hald

Havregrød med rug, blåbær og lakrids. Foto: Inge Hald

Havregrød med rug, blåbær og lakrids (til 1 person)

 

Du skal bruge:

2/3 dl havregryn

1/3 dl skårne rugkerner (fx fra Skærtoft Mølle, opblødes i vand natten over)

1 dl vand

cirka 1,5 dl mælk

cirka 10 mandler

rosiner efter smag

blåbær – en lille håndfuld optøede eller friske (du kan selvfølgelig også bruge andre bær eller fx æble)

lidt salt

lakridspulver efter smag (jeg bruger lakridspulver fra Bülow Lakrids)

 

Server gerne grøden med lidt skyr, mælk, flødeskum eller creme fraiche.

 

Sådan gør du:

Aftenen før du skal lave grøden, hælder du kogende vand over de skårne rugkerner og lader dem opbløde natten over. Hæld vandet fra.

Kom 1 dl vand og de udblødte rugkerner i en gryde og lad det simre i cirka 10 minutter under låg. Rør rundt jævnligt. Tilsæt mælk, havregryn, mandler og rosiner og lade det simre yderligere 5 minutter under jævnlig omrøring. Tilsæt eventuelt lidt mere mælk, hvis du synes konsistensen bliver for fast. Smag til med lidt salt.

Vend blåbærrene i grøden.

Ved servering drysser du lakridspulver på grøden og serverer med lidt skyr, mælk, flødeskum eller creme fraiche.

Økologiske rugkerner fra Skærtoft Mølle. Foto: Inge Hald

Økologiske rugkerner fra Skærtoft Mølle. Foto: Inge Hald

Til denne grød har jeg brugt økologiske skårne rugkerner fra Skærtoft Mølle. For at være sikker på, at de er bløde og lækre, hælder jeg dem over med kogende vand og lader dem udbløde natten over. Hvis du har knækkede rugkerner eller rugflager i skabet, kan du bruge dem i stedet.

Lakridspulver fra Johan Bülow. Foto: Inge Hald

Lakridspulver fra Johan Bülow. Foto: Inge Hald

Lakridspulveret i min opskrift er Raw Liquorice Powder fra Lakrids by Johan Bülow. Det er rålakrids, der er dampet, presset og granuleret af persiske lakridsrødder. Du kan finde andre måder at bruge lakridspulveret på her.