Fru P – ny delikatessebutik i Århus
Jeg bliver så glad, hver gang en ny specialbutik dukker op og giver hyldeplads til en række af de små danske fødevareproducenter. Jeg ved nemlig, at de ofte har svært ved at finde salgskanaler til deres gode madspecialiteter.
Derfor var jeg selvfølgelig hurtigt ude af døren, da jeg læste om den nye delikatessebutik Fru P Kaffe og Te, der er åbnet i Østergade 25, lige ved indgangen til Sallings P-hus.
Og butikken mere end levede op til mine forventninger. Den er superhyggeligt indrettet og har et stort udvalg af danske specialiteter. Flere har allerede været omtalt her på Delikate Danmark, for eksempel HELT honning og Mariager Sydesalt.

Fru P Kaffe og Te er indrettet i lokalerne, der tidligere husede tøjbutikken Victoria. Foto: Inge Hald
Men Fru P har også specialiteter, som var helt nye og ukendte for mig. For eksempel krydrede rapsolier, marinader, chutneyer, syltetøj m.m. fra Skagenvirksomheden Nordisk Køkken, safter fra fynske Gårdmosteriet, chokoladelækkerier fra Skanderborgproducenten Chokolade-Fabrikken samt snapse- og likørspecialiteter fra Samsø.
Alt i alt en herlig butik, som også fører en række udenlandske specialiteter og et udvalg af kaffe, te, vin og specialøl.
Butikken er en gammel drøm
Det er Dorte Pedersen, der står bag Fru P Kaffe og Te. Hun elsker mad og gode kvalitetsprodukter og har i mange år gået med en drøm om at starte sin egen delikatessebutik.
Dorte har gennem en årrække arbejdet som sælger i industrien. Men i en alder af 49 år følte hun, at tiden var inde til at leve iværksætterdrømmen ud.
”Fordi vi lever kun én gang”, lød hendes svar på mit spørgsmål om, hvad der har fået hende til at springe ud som butiksejer.
Hybenchutney giver smag til restemad
For en uges tid siden tog jeg hul på et glas hybenchutney med karry og mandler fra den lille nordjyske producent Bondegårdshyben. Chutney, pickles, relish og andre former for kogt/syltet frugt og grønt er ikke fast tilbehør til min mad. Der er trods alt temmelig meget sukker i den slags. Men med en god chutney i køleskabet er det nemt at give helt enkle retter, en sandwich eller en rugbrødsmad et ekstra pift.
Hybenchutneyen med karry og mandler bruger jeg især til at give restemad et ekstra smagsløft. På billedet er en rest kold kalvecuvette, toppet med lidt hybenchutney og serveret på hjemmebagt rugbrød, blevet til en hurtig og lækker frokosthapser. Chutneyen smager også skønt som tilbehør til koteletter, kylling eller frikadeller – eller på toppen af en leverpostejmad.
Det er landmandsparret Annette og Henrik Sørensen, der står bag Bondegårdshyben. Deres speciale er produkter af hyben, som dyrkes lokalt, men de laver også forskellige marmelader af danske bær.
Produkterne fra Bondegårdshyben kan købes i gårdbutikker og specialbutikker landet over.
Seneste kommentarer