Chokolade

Kille Ennas chokoladekonfektkage fra ny Ikea-kogebog

For et par uger siden var jeg i Ikea for at købe et eksemplar af deres nye kogebog ”Vores mad – naturligvis”, som er lavet af en vores allerdygtigste kokke, Kille Enna. Og ”lavet” dækker altså over, at Kille har udviklet alle opskrifterne, skrevet alle teksterne og stylet og fotograferet alle retterne. Respekt for hendes multitalent.

KilleEnna-VoresMad

Også stor respekt for resultatet. Jeg er virkelig imponeret. Det er en af de flotteste og mest inspirerende kogebøger, jeg længe har haft i hænderne. Spækket med Killes gode opskrifter og überlækre madfotos. Dertil en masse råd om, hvordan man bedst udnytter sine råvarer og madrester fuldt ud og i det hele taget lever på den mest bæredygtige måde. Og så er det et eller andet sted også ret befriende, at det er maden, og ikke kokken, der er i centrum. Bogen indeholder ikke ét eneste foto af Kille selv!

Kille Enna kogebog

Kille Enna har jeg haft en særlig personlig oplevelse med. Som journalistpraktikant på Aarhus Stiftstidende kom jeg i foråret 1996 tilfældigvis til at sidde ved samme bord som den dengang 23-årige Kille til et chokoladearrangement, som Claus Meyer stod bag. Vi faldt i snak, og jeg blev så fascineret af hendes selvbevidsthed og entusiasme for madlavning, at jeg sørgede for at få hendes telefonnummer, da vi skiltes efter foredraget.

Jeg var i praktik på Stiftens madtillæg Spis Godt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle lave en artikel om Kille. Jeg skulle bare lige finde en anledning, for hun var jo totalt ukendt i både Århus og resten af Danmark. Men der var noget helt særligt ved denne unge, vilde og begejstrede kok, der skilte sig ud fra mængden i sine  store hiphop-bukser, med kasket på sned og en tatovering på armen. Jeg var sikker på, at hende skulle vi nok komme til at høre mere om.

Ferieafløser for Claus Meyer

Da jeg mødte Kille, var hun lige kommet hjem efter tre år i udlandet, hvor hun blandt andet havde været køkkenchef og kok på restauranter i London og i San Francisco. Dengang drømte hun om at få frie hænder til at eksperimentere med mad og for eksempel arrangere workshops, hvor unge og ældre kunne komme og lave mad sammen med hende.

Få måneder efter vores tilfældige møde dumpede en pressemeddelelse fra DR ind på min redaktion i Århus. Kille skulle være ferieafløser for Claus Meyer i tre af hans madprogrammer. Aftalen var kommet i hus, efter at Kille uopfordret havde skrevet et brev til Claus Meyer. Først var det meningen, at Kille skulle medvirke i én udsendelse, men prøveoptagelserne til programmet gjorde tv-folkene så begejstrede, at Kille blev hyret til tre udsendelser, hvor hun skulle være afløser for Claus Meyer.

Det kan nok være, at jeg fik travlt med at finde Killes telefonnummer frem og lave en aftale om et interview. Og kort efter fyldte hun hele forsiden af ”mit” madtillæg, og jeg kunne som en af de første journalister bringe et stort interview med hende.

Killes kogebog udgives i 27 lande

Resten er historie. Tv-programmerne gjorde Kille  landskendt, og siden har hun udgivet otte kogebøger, hvoraf hun selv har fotograferet de seks. I dag bor hun i Ystad i Sydsverige, hvor hun dyrker grøntsager, krydderurter og frugter i egen have og drivhus og laver sine mange madeksperimenter i et særligt indrettet testkøkken.

Selv om hun har udgivet en del kogebøger – og også fremstillede, stylede og fotograferede maden til Karolines Køkkens populære 50-års jubilæumsbog ”Alle tiders Karoline” – er Ikea-kogebogen hendes hidtil største projekt. Første oplag er på 100.000 bøger, som udgives på 19 sprog i 27 lande. Det er da sejt!

Bogen er på i alt 257 sider i et stort format og trykt på miljøvenligt papir. Den indeholder 101 opskrifter, som favner over drikke, brød, fisk, salat og sødt. Der er 17 måltider, som for hvert måltid giver råd om tre nye retter, som kan fremstilles af gårsdagens rester.

Ud over opskrifterne indeholder bogen et væld af tips og råd. Der er råd om, hvordan du giver maden mere smag, sparer strøm, bruger krydderier og krydderurter, genbruger og komposterer køkkenaffald, gør rent på naturlig vis, lever bæredygtigt – og meget, meget mere.

Det første, jeg har lavet fra bogen, er en chokolade-konfektkage, inspireret af den klassiske panforte fra Siena i Italien. Kagen er virkelig lækker og kan holde sig frisk i månedsvis. Jeg brugte købte stødte krydderier i stedet for friskkværnede (undskyld, Kille) – det fungerede altså også fint.

DSC_7511

Kille Ennas chokolade-konfektkage

Fra Ikeas kogebog ”Vores mad – naturligvis”

 

Du skal bruge:

(giver 1 kage)

 

½ Ceylon-kanelstang eller 1 tsk. stødt kanel

¼ tsk. friskkværnede nelliker

1 tsk. friskkværnet korianderfrø

¼ tsk. friskkværnet muskatblomme eller nød

¼ tsk. friskkværnet sort peber

100 g paranødder

100 g mandler

100 g valnødder

75 g hasselnødder

125 g honning

100 g chokolade (min. 85%)

125 g flormelis

175 g kandiserede frugter, f.eks. kvan, citron, sukat og pomerans

75 g hvedemel

evt. flormelis til pynt

 

Sådan gør du:

Rist nødderne ved 180 grader i ovnen eller på en tør pande, indtil de dufter og har fået lidt farve. Hak nødderne groft og hæld dem i en skål.

Smelt honning og chokolade over vandbad. Tilsæt flormelis og lad det igen smelte med, indtil blandingen er flydende.

Vend nødderne godt i en stor skål med de kandiserede frugter, hvedemelet og krydderierne. Tilsæt den varme chokolademasse. Det er vigtigt, at den stadig er varm. Ælt dejen godt og grundigt. Det gøres lettest med hænderne, selv om dejen er lidt varm.

Hæld dejen i en bageform (20 cm i diameter), der er beklædt med bagepapir. Tryk/pres den flad (cirka 3 cm). Bag kagen i en 180 grader varm ovn i 25-30 minutter. Kagen skal have en anelse farve ovenpå, men må endelig ikke blive hård og mørkebrun. Kagen stivner, når den bliver kold. Afkøl den på en bagerist. Opbevar kagen koldt, tørt og mørkt i alufolie eller bagepapir i en tætlukket kagedåse.

 

Ikea-kogebogen ’Vores mad – naturligvis’ koster 199 kroner, men med et Ikea Family-kort kan du købe den for blot 75 kroner.

 

Lækre banan-peanutbutter-kugler med havregryn og chokolade

Så var der igen bananer på tilbud. Og som sædvanlig modner de hurtigere, end jeg kan nå at få dem spist. Normalt ryger de brunplettede i fryseren (uden skræl og i skiver) til brug i smoothies. Men jeg fik lyst til at lave en lækker og nem banangodbid med nogle af de ingredienser, jeg altid har på lager: peanutbutter, havregryn og mørk chokolade.

Brune bananer og peanutbutter - det kan ikke gå galt. Foto: Inge Hald

Brune bananer og peanutbutter – det kan ikke gå galt. Foto: Inge Hald

Lad mig sige det sådan: Det blev ik’ så ringe endda. Jeg lavede to forskellige varianter, og der er altså røget nogle stykker til kaffen de seneste dage, så jeg skal snart have fabrikeret en ny portion.

Banan-peanutbutter-kugler med havregryn og chokolade. Foto: Inge Hald

Banan-peanutbutter-kugler med havregryn og chokolade. Foto: Inge Hald

Banan-peanutbutter-kugler med havregryn og chokolade

(cirka 24 styk)

 

Ingredienser:

2 godt modne bananer

2 spsk. crunchy peanutbutter (fx fra Urtekram)

2,5-3 dl finvalsede havregryn

Cirka 150 gram mørk chokolade

 

Sådan gør du:

Mos bananerne med en gaffel, tilsæt peanutbutter og rør begge dele godt sammen. Rør finvalsede havregryn i massen indtil den har en god sammenhængende konsistens, som kan formes. Brug en teske og form kugler – læg dem på et stykke bagepapir. Sæt kuglerne i fryseren i cirka en time. Smelt chokoladen og overtræk kuglerne.

Opbevar snackkuglerne i fryseren. Lad dem tø op i cirka et kvarter, inden du spiser dem, så er de allerbedst.

Jeg lavede også en variant af banan-peanutbutter-kuglerne, hvor jeg først ristede havregrynene på en tør pande, indtil de havde taget lidt farve. De ristede havregryn giver kuglerne endnu mere nøddesmag, så den version kan også anbefales.

 

Du kan også lave banangodbidder uden peanutbutter og havregryn, men blot med chokolade – se for eksempel denne version hos Anne au Chokolat. Du kan også lave banantrøfler med kakaopulver og mørk chokolade.

 

Fru P – ny delikatessebutik i Århus

Jeg bliver så glad, hver gang en ny specialbutik dukker op og giver hyldeplads til en række af de små danske fødevareproducenter. Jeg ved nemlig, at de ofte har svært ved at finde salgskanaler til deres gode madspecialiteter.

Derfor var jeg selvfølgelig hurtigt ude af døren, da jeg læste om den nye delikatessebutik Fru P Kaffe og Te, der er åbnet i Østergade 25, lige ved indgangen til Sallings P-hus.

Fru P. Kaffe og Te ligger i Østergade 25 midt i Århus.

Fru P Kaffe og Te ligger i Østergade 25 midt i Århus. Foto: Inge Hald

Og butikken mere end levede op til mine forventninger. Den er superhyggeligt indrettet og har et stort udvalg af danske specialiteter. Flere har allerede været omtalt her på Delikate Danmark, for eksempel HELT honning og Mariager Sydesalt.

Fru P. Kaffe og Te er indrettet i lokalerne, der tidligere husede tøjbutikken Victoria. Foto: Inge Hald

Fru P Kaffe og Te er indrettet i lokalerne, der tidligere husede tøjbutikken Victoria. Foto: Inge Hald

Men Fru P har også specialiteter, som var helt nye og ukendte for mig. For eksempel krydrede rapsolier, marinader, chutneyer, syltetøj m.m. fra Skagenvirksomheden Nordisk Køkken, safter fra fynske Gårdmosteriet, chokoladelækkerier fra Skanderborgproducenten Chokolade-Fabrikken samt snapse- og likørspecialiteter fra Samsø.

Snapse og likører fra Samsø. Foto: Inge Hald

Snapse og likører fra Samsø. Foto: Inge Hald

Alt i alt en herlig butik, som også fører en række udenlandske specialiteter og et udvalg af kaffe, te, vin og specialøl.

Specialiteter fra Skagenvirksomheden Nordisk Køkken. Foto: Inge Hald

Specialiteter fra Skagenvirksomheden Nordisk Køkken. Foto: Inge Hald

Safter fra fynske Gårdmosteriet. Foto: Inge Hald

Safter fra fynske Gårdmosteriet. Foto: Inge Hald

Økologiske safter fra Antons. Foto: Inge Hald

Økologiske safter fra Antons. Foto: Inge Hald

Butikken er en gammel drøm

Det er Dorte Pedersen, der står bag Fru P Kaffe og Te. Hun elsker mad og gode kvalitetsprodukter og har i mange år gået med en drøm om at starte sin egen delikatessebutik.

Dorte Pedersen med datteren Sarah, der hjælper til i butikken. Foto: Inge Hald

Dorte Pedersen med datteren Sarah, der hjælper til i butikken. Foto: Inge Hald

Dorte har gennem en årrække arbejdet som sælger i industrien. Men i en alder af 49 år følte hun, at tiden var inde til at leve iværksætterdrømmen ud.

”Fordi vi lever kun én gang”, lød hendes svar på mit spørgsmål om, hvad der har fået hende til at springe ud som butiksejer.

 

Blåbær og chokolade i én mundfuld

Blåbær svøbt i chokolade og rullet i flormelis. De små kugler er 100 procent nydelse og meget svære at holde fingrene fra, når først glasset er åbnet.

Chokoladeblåbærrene er en overraskende lille godbid, hvor smagen af det seje frugtfyld kommer frem i takt med, at den lækre chokolade smelter på tungen og giver blød fylde til smagen.

Foto: Helene Gottschalk

Det er Aalborg Chokoladen, der står bag de små himmerigsmundfulde. Virksomheden ligger – som navnet mere end antyder – i Aalborg og laver håndlavet chokolade af ypperste kvalitet. Den benytter sig af opskrifter tilbage fra 1934, hvor virksomheden var et eksklusivt konditori.

Ud over de klassiske chokoladeprodukter som konfekt, marcipanbrød og flødeboller laver virksomheden altså også de her delikate chokoladeblåbær. Man kan også smage variationer som chokoladeovertrukne Gojibær, sød chokoladelakrids og chokoladeovertrukne mandler, både med tvist af hindbær, lakrids og lemon.

Chokoladespecialiteterne fra Aalborg er langsomt ved at komme ind på hele det danske marked og forhandles efterhånden i specialbutikker landet over.

Virksomhedens luksusflødeboller kom i år ind på en suveræn førsteplads i en test i magasinet “Mad og Venner“, og min lokale chokoladepusher her i Nørresundby fortæller, at hun har flere kunder, der er skiftet fra at sværge til Summerbird til nu kun at spise Aalborg Chokoladen.

Så en nærmere anmeldelse af deres flødeboller følger naturligvis snarest…