chili

Nyheder fra Chili Klaus, Mik Schack og mange andre på Foodexpo 2014

I dag åbnede Foodexpo 2014 i Messecenter Herning, og jeg var en af de mange tusinde, der valgte at bruge søndagen på at trave rundt i messehallerne og kigge på nye mad- og drikkevarer til butikker, cafeer, restauranter, storkøkkener og kantiner.

Nu er mit fokus her på bloggen jo de danske specialiteter, som kan købes i butikkerne, så herunder kan du se en række af de detailnyheder, jeg fandt på messen. Jeg fik gode snakke med en del af folkene bag produkterne, og i kommende blogindlæg vil jeg fortælle mere om de enkelte produkter og historien bag dem.

En af de nyheder, der fik rigtig meget opmærksomhed på messen, var det nye chilisortiment fra Chili Klaus – alias entertaineren Klaus Pilgaard, tidligere mest kendt under kunstnernavnet Klaus Wunderhits.

Chili Klaus chilier

Nyt chilisortiment under mærket Chili Klaus – i forskellig vindstyrke. Foto: Inge Hald

De fleste vil nok kende Chili Klaus fra hans mange chilismagningsvideoer, som er delt ufatteligt mange gange på Facebook og andre sociale medier. Og nu har Klaus’ chili-passion altså udmøntet sig i en produktserie bestående af ni chiliprodukter, som han præsenterede på Foodexpo sammen med sin frue, Jette Torp. Det er endnu uvist hvor og hvornår produkterne kan købes – men at dømme efter interessen fra de mange besøgende på Chili Klaus’ messestand skal de nok snart ramme en butikshylde nær dig.

To chili-entusiaster mødes - Chili-Klaus og Mik Schack. Foto: Inge Hald

To chili-entusiaster mødes – Chili Klaus og Mik Schack. Foto: Inge Hald

Foodexpo bød også på nyt fra en anden chilientusiast – i hvert fald når det kommer til skjortevalget – nemlig journalisten og musikeren Mik Schack. Han blev i sin tid kendt for programmet “Hjemmeservice”, hvor han ud over at lave mad revsede danskerne for deres ukritiske indkøbsvaner og fødevarevirksomhederne for at lave madvarer i alt for ringe kvalitet.

De markante meninger om madkvalitet har Mik Schack stadig, og nu har han i samarbejde med virksomheden Rabel udviklet et par kvalitetsprodukter, som han selv har savnet på hylderne, nemlig en økologisk hønsefond og en økologisk hønsefedt. Helt uden mystiske tilsætningsstoffer og andre dikkedarer. Indkogt høne, salt og vand – that’s it!

Nye økologiske produkter, udviklet af Mik Schack og virksomheden Rabel.

Nye økologiske produkter, udviklet af Mik Schack og virksomheden Rabel. Foto: Inge Hald

Også allerede etablerede fødevarevirksomheder bød på lækkert nyt. Fynske Selleberg præsenterede hele tre nye produkter: En stikkelsbærkompot (uhm), en kirsebærmarmelade med ingefær (også god, men smagte for lidt af ingefær efter min smag) og en hindbærmarmelade med vanille (superlækker).

Tre lækre nyheder fra Selleberg. Foto: Inge Hald

Tre lækre nyheder fra Selleberg. Foto: Inge Hald

Virksomheden Coffeebrewer Nordic står bag en række rigtig spændende gourmet kaffe- og teprodukter under mærket Growers Cup. Der er tale om en verdenspatenteret dansk opfindelse i form af en engangs kaffe- eller te-brygger, som gør det muligt at lave to-tre kopper gourmet kaffe eller te hvorsomhelst og nårsomhelst. Det eneste, du behøver, er en halv liter kogende vand og fem minutters tålmodighed, så er kaffen eller teen klar til servering.

De senere år har man kunnet købe enkelte Growers Cup-produkter i Spejder Sport og andre butikker med fritidsudstyr. Men nu vil Coffeebrewer Nordic have produkterne bredt ud i dansk detailhandel, så flere herhjemme får øjnene op for brygge-poserne, der gør det muligt at nyde kaffe eller te i gourmetkvalitet på campingpladsen, ved stranden, i parken, på togturen osv.

Growers Cup er en engangs gourmet kaffe- eller tebrygger. Foto: Inge Hald

Growers Cup er en engangs gourmet kaffe- eller tebrygger. Foto: Inge Hald

Hos den sønderjyske saft- og sirupproducent Vibegaard blev der budt på fire nye drikkeklare saftvarianter i størrelsen 250 ml. Safterne fås i varianterne ribs, stikkelsbær, solbær og en blandet variant.

De nye safter testes i øjeblikket i otte udvalgte Kvicklyer rundt om i landet.

Fire nye drikkeklare safter fra Vibegaard. Foto: Inge Hald

Fire nye drikkeklare safter fra Vibegaard. Foto: Inge Hald

En anden nyhed er tre nye rabarbermarmelader fra grøntsagsproducenten Lovtrup i Vestermark ved Tinglev. Marmeladerne fås i en klassisk rabarber, en rabarber med hyldeblomst og en rabarber med citron og lakrids.

Rabarbermarmelader fra Lovtrup.

Rabarbermarmelader fra Lovtrup.

Bülows lakridser fra Bornholm og Ry

Advarsel! Jeg er fuldstændig bidt af Bornholm. Så meget, at jeg dyrker øen i min egen gruppe på Facebook. Jeg råelsker den ø, som efter min mening er det smukkeste og dejligste sted i Danmark. Og da jeg er på Bornholm næsten hver sommer, vil der nok med tiden snige sig et pænt antal bornholmske specialiteter ind på denne blog.

Udover at være kulret med Bornholm er jeg også temmelig glad for lakrids. Derfor var jeg meget nem at begejstre, da den dengang kun 23-årige bornholmer Johan Bülow i 2007 begyndte at lave håndrullet gourmetlakrids i en lille butik på Glastorvet i Svaneke.

Jeg er så ikke den eneste, der har fået smag for Johan Bülows lakrids, der er lavet på gode råvarer og uden mærkelige tilsætningsstoffer. Det er ret utroligt, som det bornholmske lakridseventyr har udviklet sig på få år. I dag har han over 20 ansatte på sin lakridsfabrik i Tåstrup og drømmer om at sælge sin lakrids i hele verden.

Uhhhhmmmmm – chililakrids No. 4 er min favorit ! Foto: Inge Hald

Mine Bülow-favoritter er lakridsstænger med ingefær (som indtil videre kun kan købes i hans butikker i Svaneke og i Tivoli) og variant No. 4 med habanero chili. Sidstnævnte kan heldigvis købes hos alle Bülow-forhandlere rundt om i landet.

Bülow-lakrids fra Det lille Gartneri i Ry

Foto: Inge Hald

Johan Bülow laver også en særlig østjysk chililakrids. Nemlig en variant med aji lemonchili, som har en ganske særlig og aromatisk chilismag.

Denne chililakrids laver han i samarbejde med Birthe Dalsjø Schmidt, der er gartner i Det lille Gartneri ved Øm Hovedgård ved Ry.

Birthe Dalsjø Schmidt er ivrig chilidyrker, og i Det lille Gartneri kan man købe cirka 20 forskellige sorter chiliplanter.

Lemon Chili Lakrids kan kun købes i Det lille Gartneri.

Men jeg har hørt i butikken, at de godt kan lokkes til at sende dåser med Lemon Chili Lakrids med posten.