Arla

Gammel Knas – når ost bliver mild og rund med alderen

Jeg har fået en ny favoritost, som oven i købet er en slags seniorudgave af en dansk mejeriklassiker, nemlig ostetypen Havarti. Osten hedder Gammel Knas og er en del af Arlas gourmetostesortiment i Unika-serien.

Egentlig synes jeg, at Gammel Knas har lidt sit navn imod sig. Det giver associationer til de gammeldags ekstralagrede skæreoste, som har en meget kraftig smag og som får både køleskab og køkken til at lugte meget gennemtrængende af ost.

Men selv om Gammel Knas har ligget og hygget sig på modningslager i hele to år, har den hverken en stærk smag eller lugt. Den har den dejligste milde, runde og fyldige smag. Og under lagringen har osten udviklet sprøde proteinkrystaller, så den knaser lidt hyggeligt i munden.

Unika Gammel Knas i godt selskab - her med bornholmske grovkiks og kirsebærmarmelade fra Selleberg.

Unika Gammel Knas i godt selskab – her med bornholmske grovkiks og kirsebærmarmelade fra Selleberg.

Gammel Knas smager skønt sammen med kiks og godt brød. Og du får fuld valuta for pengene, du har givet for Gammel Knas, for der er ingen skorpe, som skal skæres fra. Du spiser hele osten.

Osten skulle også være god til gratinering, og på Arla Unikas website ligger en opskrift på en løgtærte med Unika Gammel Knas og oliven. Jeg har dog endnu ikke kunnet nænne at bruge den til gratinering.

Unika Gammel Knas

Gammel Knas laves på Nr. Vium Mejeri og indgår som nævnt i Arlas Unika-serie. Jeg har tidligere fortalt historien bag Unika-ostene i dette blogindlæg.

Siden jeg sidst skrev om Unika er der oven i købet sket det glædelige, at ostene nu kan købes i en række butikker rundt om i landet. Først kom Salling Super med på forhandlerlisten, og nu fås ostene også hos en række ostehandlere og i udvalgte Føtex-butikker.

 

Nu fås Arlas Unika-oste også i Århus

Endelig! Nu kan Arlas fantastiske Unika-oste også købes i Århus, nemlig i Salling Super. Jeg opdagede nyheden i eftermiddag, da jeg var en tur i stormagasinet for at købe de første julegaver og lidt godt til weekenden.

Det er en rigtig god nyhed for alle med hang til kvalitetsoste. Længe har Unika-ostene nemlig kun kunnet fås i Torvehallerne i København og på en række af landets gourmetrestauranter.

Arla Unika fås nu også i Salling i Århus. Foto: Inge Hald

Hvis du ikke kender Arlas Unika-program, kan jeg fortælle, at det er en serie af danske gourmetoste, som Arla har udviklet i samarbejde med nogle af landets bedste kokke.

Oste baseret på nordiske råvarer 

Unika-programmet blev ”født” i 2002. Det udsprang af, at flere kendte kokke offentligt kritiserede Arla for at lave kedelige, smagsløse industriprodukter. “Hvor er mangfoldigheden og den unikke smag i jeres produkter?”, spurgte de. Kokkene mente, at Arla i kraft af sin størrelse havde et ansvar for at udvikle oste med en smagsmæssig kvalitet, der afspejler den danske natur og varierer med årstidernes skiften.

På baggrund af kritikken inviterede Arla kokkene med i et udviklingsprojekt, som efter nogle år fik navnet Arla Unika. Projektet tog helt fra starten afsæt i tankerne bag Det nye nordiske køkken, og alle Unika-oste er baseret på nordiske råvarer.

10-15 forskellige oste i Unika-programmet

Et eksempel fra Unika-programmet er osten Kornly, som lagres i ubehandlede danske rugkerner. Metoden er inspireret af, at man i gamle dage opbevarede ost i kornbunker. Dels for at få osten til at holde sig, dels for at undgå at musene gik i osten.

En af mine favoritter blandt Unika-ostene er Gnalling, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. En kombineret hvidskimmel- og rødkitost. Jeg er også ret vild med Havgus, som er en ”singlefarm” hårdost, som laves på økologisk mælk fra gården Nygård ved Vadehavet.

Unika-serien indeholder også Arlas første råmælksost, Lykkebjerg. I modsætning til alle Arlas øvrige oste laves Lykkebjerg på rå, upasteuriseret mælk.

Arla Unika-programmet omfatter 10-15 forskellige slags ost. Alle oste laves i begrænsede mængder på nogle af Arlas mindre mejerier.

I de første mange år blev Unika-ostene kun solgt til omkring 30 danske toprestauranter. Men i maj i år åbnede Arla en butik i Torvehallerne i København, og nu begynder ostene at blive tilgængelige flere steder. De kan for eksempel også købes hos SuperBest v/købmand Dalgaard i Hørsholm.

 

 

Sprøde vaniljekranse a la Den Gamle By med riiiigeligt Lurpak-smør

Ingen jul uden vaniljekranse, og disse smørbagte lækkerier er bare de bedste. Sprøde, rustikke og med masser af smag af mandler og vanilje.

Vaniljekranse a la Den Gamle By. Foto: Inge Hald

Opskriften er fra et lille opskriftshæfte, udgivet af Den Gamle By i Århus. Her sælges disse skønne vaniljekranse hele året. Oprindeligt stammer opskriften fra Madam Mangors ”Fortsættelse af Kogebog for små Huusholdninger, 1866”.

Vaniljekranse (80 stk.)

500 g mel

1 æg

350 g blødt smør

250 g sukker

½ stang finthakket hel vanilje (stang og korn). (jeg brugte nu 1/1 stang)

265 g søde hakkede mandler med skal

Sådan gør du:

Mandlerne ristes i ovnen, afkøles og hakkes fint. Mel, æg, smør, sukker, vanilje og mandler æltes godt sammen, så dejen slipper hænderne. Herefter rulles en tyk pølse. Skær dejen i små stykker, som trilles og lægges i små kranse med et stort hul, så dejen ikke løber sammen.

Dup lidt ekstra mel på fingrene under trilningen.

Hvis kransene skal have riller, kan dejen køres igennem en kødhakker med en særlig plade til vaniljekranse.

Bages lysebrune ved 180 grader i 15-20 min.

Lurpak – dansk mejeribrugs flagskib. Foto: Inge Hald

Lurpak-smør til hele verden

Smørret i mine vaniljekranse er Lurpak, som har været dansk mejeribrugs flagskib gennem mere end 100 år.

Lurpak-mærket stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede. Her besluttede danske smørmejerier at lave et fælles kvalitetsmærke for at undgå, at udenlandsk smør af ringere kvalitet blev forvekslet med dansk smør på eksportmarkederne.

Mærket ejes af Mejeriforeningen, og alle danske mejerier har ret til at fremstille Lurpak smør, hvis de overholder et regelsæt, der blandt andet indebærer særlige kvalitetskontroller med regelmæssig blindsmagning.

Lurpak-smør fremstilles i dag af Arla, Thise Mejeri, Bornholms Mejeri og Nørup Mejeri. Produktet eksporteres til cirka 75 lande.

Vaniljekranse i Den Gamle By

Orker du ikke at bage kransene selv, ja, så må du en tur forbi bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Her er kagerne som tidligere nævnt en fast del af sortimentet. Og Den Gamle Bys version hører ikke til i kategorien småkager. Deres vaniljekranse er kæmpestore – og de smager næsten lige så godt som dem, man bager selv 🙂

Vaniljekranse i bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Foto: Inge Hald

Bagerbutikken i Den Gamle By i Århus. Foto: Inge Hald

En Gnalling på søndagsbordet

Søndag formiddag tog jeg hul på en lille, indtørret dansk skimmelost, som jeg faldt pladask for på Food Festival. Gnalling hedder osten, som er en kombination af hvidskimmel- og rødkitost.

En Gnalling i godt selskab. Foto: Inge Hald

Smagen er mild og sød, og osten bliver silkeblød og cremet på tungen. Jeg lavede en lille formiddags-snack-tallerken med det, jeg lige havde ved hånden: Økologiske gulerødder, et økologisk æble, knækbrød, blommemarmelade og nogle skiver Gnalling. Den ost er en ny favorit i mit køkken.

Gnalling smager mildt og sødt. Foto: Inge Hald

Gnalling er håndlavet på Troldhede Mejeri og indgår i Arlas Unika-program – en serie af danske gourmetoste, som Arla har udviklet i samarbejde med nogle af Danmarks bedste kokke.

Et besøg på Arla Unika-standen var et must for mig på madfestivalen i Århus. For Unika-ostene er normalt ikke nemme at få fat i for os jyder. Indtil dette forår var de forbeholdt gæsterne på landets bedste restauranter. I maj åbnede Arla så en Unika-butik i Torvehallerne i København – og det er stadig det eneste sted, man som almindelig forbruger kan få fingre i Arlas allerbedste oste.

Jeg har flere gange taget toget hjem fra København i selskab med en ost fra Unika-sortimentet. Men helt ærligt, så er det altså ikke særligt lækkert at rende rundt med en ost i tasken i adskillige timer. Så jeg glæder mig til den dag – forhåbentlig i nær fremtid – hvor alle Arlas danske gourmetoste også kan købes vest for Storebælt.

Sødmælk + æblemost = æbleost

Hold nu op, hvor var der mange mennesker på Tangkrogen i Århus lørdag eftermiddag. Jeg tror da nok, man kan kalde den nye Food Festival for en kæmpe succes – forhåbentlig bliver det en tilbagevendende begivenhed i Festugen fremover.

Mylderet af mennesker betød så også, at man skulle væbne sig med stor tålmodighed (hvilket jeg har meget svært ved). Da jeg var på festivalpladsen først på eftermiddagen, var der meeeeeget lange køer ved rigtig mange stande og ved samtlige madboder. En anden gang vil jeg besøge festivalen fredag eller sidst på dagen i håb om, at der så er bedre plads ved boderne.

Et smugkig ind i Arlas udviklingskøkken. Foto: Inge Hald

Overalt på festivalpladsen kunne man købe og smage på gode danske specialiteter og råvarer, som allerede findes på markedet. Men i et telt blev der budt på smagsprøver på et helt nyt produkt, som måske – måske ikke – ender på hylderne i supermarkedet en dag. Her fik man et smugkig ind i Arlas udviklingskøkken.

Æbleosten i rå udgave. Foto: Inge Hald

Arlas produktudviklere har eksperimenteret med økologisk sødmælk og friskpresset æblemost. Det foreløbige resultat er en æbleost, som gæsterne på Food Festival kunne smage i både en rå og en smørstegt version.

Æbleosten steges i smør. Foto: Inge Hald

Den rå æbleost var ingen stor smagsoplevelse, men stegt i smør og serveret med æblesirup og ristede hasselnødder forvandlede osten sig til en rigtig lækkerbidsken.

Stegt æbleost serveret med æblesirup og ristede hasselnødder. Foto: Inge Hald

Vallen fra æbleostproduktionen blev brugt i tre forskellige drikke – en rød, en gul og en grøn. Foruden valle indeholdt den røde drik rødbede, tranebær, brombær og valnødder. Den grønne var tilsat æble og spinat, mens den gule fik smag af gulerod, havtorn og abrikos.

Rød valledrik. Foto: Inge Hald

Jeg fik en lille shot af både den røde og den grønne drik – begge smagte overraskende godt. Friskt og læskende. Alle tre varianter er tænkt som drikke, man nyder til mad.

Et spændende kig ind i Arlas ellers hemmelige verden, hvor der eksperimenteres med nye smage og nye produkter.