Aabybro Mejeri

Flødeis så englene synger

 

Noget af Danmarks allerbedste is laves på Aabybro Mejeri – et lille familieejet mejeri i Vendsyssel. Isen sælges under navnet Ryå, som er navnet på den å, der løber forbi mejeriet. Har du ikke allerede smagt Ryå is, har du virkelig noget til gode. Den har den lækreste runde og fyldige flødesmag.

Min favorit fra Ryå is er nougatisen, som smager helt fantastisk. Min eneste anke er, at isen forsvinder alt for hurtigt fra min fryser. Foto: Inge Hald

Vendelbo med knastør humor og faste principper

Aabybro Mejeri ejes af mejerist Niels Henrik Lindhardt – eller bare Lindhardt, som de lokale kalder ham – der bor i den ene ende af mejeriet sammen med sin kone og deres to teenagesønner.

Lindhardt er en ægte vendelbo med en knastør og underspillet humor. Spørger man ham, hvad der gør hans fløde særligt god, lyder svaret: “Det er jo fordi, køerne kommer fra Vendsyssel”. Og så kommer man i øvrigt ikke videre ad den vej…

N. H. Lindhardt har passion for både is og biler. Denne specialbyggede varebil med lys i loftet kan bestilles til at levere is ud i Nordjylland ved festlige lejligheder. Foto: Inge Hald.

Hans motto er: ”Vi skal både have det sjovt og tjene penge”, og han insisterer på, at hans mejeri ikke skal være større, end at han kan overskue det hele og kender alle medarbejdernes koner, mænd og børn. Han vil heller ikke gå på kompromis med udelukkende at bruge råvarer af bedste kvalitet i sin is.

En helt igennem sympatisk mand med en sympatisk livsfilosofi, synes jeg.

Har vundet Børsens fødevarepris to gange

At Aabybro Mejeri laver fantastisk is er ikke kun min påstand. Da dessertkokken Morten Heiberg for mere end 10 år siden skulle lave en is under eget navn til Irma, valgte han at lave den sammen med Lindhardt. Og i 2004 og 2007 vandt mejeriet Børsens fødevarepris for bedste flødeis.

Ryå is kan købes i flere butikskæder, blandt andet i Løvbjerg og SuperBest.

PS. Hvis du skal til Nordjylland, er det værd at køre en omvej for at besøge Aabybro Mejeris lille butik. Her kan du både købe mejeriets egen is, gammeldags kærnet smør og oste samt et udvalg af honning, marmelade, kiks, oste m.m. fra andre små producenter.