Saft med smag af sol og sommer

Der findes efterhånden flere gode danske saftmærker på markedet. Et af dem er Bornholms Mosteri, som jeg smagte første gang i caféen på Bornholms Kunstmuseum i juli måned. Jeg købte en æblemost, lavet på Discovery æbler, til min frokost, og det er en af de bedste af slagsen, jeg nogensinde har smagt. Masser af æblesmag og en virkelig god balance mellem sødme og syre.

Æblemost nydt i cafeen på Bornholms Kunstmuseum. Foto: Inge Hald

 

Senere har jeg smagt mosteriets økologiske rabarbersaft, og også den var ren nydelse. Frisk og med en meget delikat smag af rabarber.

Økologisk rabarbersaft nydt på min altan. Foto: Inge Hald

Bag de usædvanligt lækre safter står en usædvanlig virksomhed. Bornholms Mosteri er nemlig et kommunalt beskæftigelsesprojekt for psykisk sårbare og handicappede. Ciderværkstedet, som projektet egentlig hedder, har base  i Rønne og er i dag arbejdsplads for tæt på 40 personer inklusive fire socialpædagoger.

Projektet blev født i 2006, og fra starten besluttede projektets ledere at gå efter at lave den bedst mulige kvalitet. Tanken var, at det kunne styrke selvfølelsen hos de socialt udsatte medarbejdere, hvis de var med til at lave produkter i høj kvalitet.

Bornholms Mosteri laver æblemost af sorterne Holsteiner Cox, Ingrid Marie og Discovery. Derudover laves æblecider (med minimum 50 procent gæret æblemost) samt drikkeklar saft af hindbær, tranebær, appelsin, hyldeblomst og rabarber. De fleste drikke er økologiske.

Uden for Bornholm kan produkterne købes i blandt andet Bornholmerbutikken i Torvehallerne og i stormagasinet Salling.

 

 

4 kommentarer til Saft med smag af sol og sommer

  • Solvej skriver:

    Hvor ser de lækre ud, og er der ikke også et eller andet med, at søde og fine etiketter får alting til at smage bedre? Og tak for baggrundshistorien. Det lyder som et godt projekt, og jeg vil helt sikkert købe hele striben af varianter – hvis jeg en dag er så heldig at støde på dem 🙂

  • Ja, etikketterne er vildt søde, og det gør jo ikke fornøjelsen ved at drikke dem mindre. Jeg var i Salling i går og købte en solbærsaft og en stikkelsbærsaft med hjem. Så næste gang du er i Århus, må du en tur i Salling 🙂

  • Jørn Holger Christensen skriver:

    Synes I også det er lækkert, når I får at vide, at alt fra Bornholms Mosteri er produceret ved hjælp af arbejdskraft, der får førtidspension – virksomheden er kommunal og hører hjemme under Handicap og Psykiatri, virksomheden styres af Jobcenter Bornholm. 35 ansatte men kun 3 på normale ansættelsesvilkår.

    Offentlig virksomhed der tager arbejdet fra private producenter?

    • Kære Jørn Holger Christensen.

      Som du kan se af min artikel ovenfor, er jeg udmærket klar over, at Bornholms Mosteri er et kommunalt beskæftigelsesprojekt.

      Mht. til din kommentar henholder jeg mig til, at Konkurrencestyrelsen allerede HAR forholdt sig til en klage fra en konkurrerende saftproducent, der mener at mosteriets virksomhed er konkurrenceforvridende – og at styrelsen afviste sagen efter at kommunen havde redegjort for projektet.

      Jeg synes, at projekt Bornholms Mosteri fortjener ros for deres høje kvalitet og for at skabe en arbejdsplads, hvor sårbare mennesker kan få en meningsfyldt hverdag. Hvis det private arbejdsmarked var mere rummeligt og socialt ansvarligt, ville der jo i øvrigt slet ikke være behov for denne slags kommunale projekter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *