Delikat ribssirup med ingefær og vanille fra Samsø Landkøkken

Forleden var jeg så heldig at få lov til at plukke en masse ribs hos et vennepar. De ligger nu i fryseren (ribsene, altså). Snart skal jeg ud og plyndre nogle brombærbuske langs Brabrandstien og andre steder i Århus. De brombær, jeg ikke når at spise friske, ryger også i fryseren. Jeg er nemlig ikke den store sylter eller henkoger. Dels har jeg ikke selv en have med frugt og bær, der kalder på at blive høstet og brugt. Dels er både min husholdning og mit forbrug af marmelade, saft, sirup, chutney m.m. så lille, at det ikke rigtigt giver nogen mening at gå i gang med at bygge et større lager op.

I stedet går jeg på opdagelse i alle de ”hjemmelavede” lækkerier, som fremstilles af små producenter rundt om i landet. Mit seneste køb er en virkelig lækker ribssirup med ingefær og vanille fra Samsø Landkøkken. Det er første – men absolut ikke sidste – gang, jeg smager et af produkterne fra Samsø Landkøkken.

Er farven ikke smuk? Ribssirup m/ingefær og vanille fra Samsø Landkøkken.

Er farven ikke smuk? Ribssirup m/ingefær og vanille fra Samsø Landkøkken.

Ribssiruppen har en frisk og tydelig smag af ribs og en afrundet smag af vanille. Ingefæren træder ikke tydeligt frem, men den giver kant til ribs- og vanillesmagen.

Samsø Landkøkken anbefaler ribssiruppen til desserter, over grøntsager i ovn eller som en drik med citrusvand. Jeg har indtil videre brugt den et par gange til en nem og lækker lille dessert/mellemmåltid med skyr og friske bær. Den vil også smage fantastisk sammen med en god vanilleis. Måske endda i selskab med en stribe lakridssirup eller et drys lakridspulver.

Brug fx ribssiruppen over skyr sammen med friske bær.

Brug fx ribssiruppen over skyr med friske bær.

Følger årstidernes gang på Samsø

Bag Samsø Landkøkken står parret Annelise Buur Rasmussen og Kim Bredsdorff-Larsen, der driver virksomheden fra en nedlagt landbrugsejendom i den nordlige del af Tranebjerg.

Oprindeligt har de begge arbejdet som socialpædagoger gennem en årrække, men i forbindelse med at de i 2007 købte den nedlagte gård, opstod ideen med at indrette de gamle svinestalde til en produktion af madspecialiteter, baseret på lokale råvarer.

Resultatet blev ”Samsø Landkøkken”. Filosofien bag produktionen er at følge årstiderne og kun lave produkter i det omfang, der kan skaffes lokale råvarer til det. Størstedelen af de frugter og bær, der anvendes, kommer fra gårdens egne træer og buske.

Samsø Landkøkken fremstiller i dag en lang række sirupper, eddiker, krydderisalte, chutneyer, geleer og gastrikker. Se udvalget her. Jeg har købt ribssiruppen i delikatessebutikken Fru P Kaffe og Te i Århus. Kontakt Samsø Landkøkken for at finde din nærmeste forhandler.

Fru P Kaffe og Te i Århus har et godt udvalg af produkter fra Samsø Landkøkken.

Fru P Kaffe og Te i Århus har et godt udvalg af produkter fra Samsø Landkøkken.

 

En kommentar til Delikat ribssirup med ingefær og vanille fra Samsø Landkøkken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *