Læskende ingefærdrik med citron

Sorry! Dette indlæg burde jeg have skrevet for adskillige uger siden. Dengang termometeret strøg op mod de 30 grader, og vi sad i skyggen og sukkede efter noget rigtigt friskt, lækkert og læskende til ganen. Men jeg smagte altså først ingefærdrikken fra Naturfrisk i går. Og jeg lavede først min egen variant af drikken i dag. Til gengæld lover jeg, at både den købte og den hjemmelavede ingefærdrik også smager virkelig godt i regnvejr!

Den færdige ingefærdrik, jeg fik øjnene op for i går, sælges under navnet Naturfrisk, som er fynske Ørbæk Bryggeris serie af økologiske sodavand og juice. Konceptet bag serien er, at produkterne skal være uden tilsat konserveringsmidler, kunstige farvestoffer og aromaer.

Lækre ingefærdrikke fra Ørbæk Mejeris økologiske serie, Naturfrisk.

Lækker ingefærdrik fra Ørbæk Bryggeri økologiske serie, Naturfrisk.

Den økologiske ingefærdrik er også uden tilsat sukker, hvilket overraskede mig, da jeg smagte den i aftes. For der var en dejlig afbalanceret sødme i drikken, som især slog benene væk under mig med sin meget kraftige smag af frisk ingefær. Wow. Sådan skal en ingefærdrik smage. Sødmen viste sig at stamme fra æblejuice, som er drikkens hovedbestanddel. Derudover består den af agavejuice, citronsaft, ingefærpuré og ingefærekstrakt.

I dag har jeg været ude for at købe flere af de færdige ingefærdrik fra Naturfrisk-serien. Men som ingefærelsker, der næsten altid har gang i en knold ingefær som smagsgiver og sundt indhold i morgensmoothie og aftente, fik jeg lyst til at prøve at lave min egen version. Og den blev altså ret vellykket, når jeg selv skal sige det.

Nem og læskende hjemmelavet ingefærdrik med citron.

Nem og læskende hjemmelavet ingefærdrik med citron.

Læskende ingefærdrik med citron

(mængderne passer til 3-4 store glas)

 

Du skal bruge:

En knold ingefær, minimum 8-10 cm

1 økologisk citron

1 liter økologisk æblejuice

koldt postevand fra hanen

 

Sådan gør du:

Skræl ingefæren og skær den i cirka 2 mm tynde skiver. Læg skiverne i en gryde og hæld dem over med vand, bare så skiverne er dækket. Tilsæt et par skiver citron og lad det koge svagt under låg i cirka 5 minutter. Lad stå og trække, mens det køler af. Smid citronskiverne ud. Resten – afkog og ingefærskiver – hælder du i en blender. Blend indtil ingefæren er helt findelt.

Sæt ingefærmassen på køl, indtil du skal bruge den. Den kan sagtens holde sig i hvert fald tre-fire dage i køleskabet, så lav bare en større portion.

Ved servering laver du en blanding af æblejuice og ingefærmasse, som passer dine smagsløg. Jeg er ret hardcore, når det kommer til ingefærsmag, så mit blandingsforhold hedder cirka 1 dl ingefærmasse til 2,5 dl æblejuice. Den styrke matcher i øvrigt ingefærdrikken fra Naturfrisk meget godt. Smag til med frisk citronsaft og server.

 

 

 

 

4 kommentarer til Læskende ingefærdrik med citron

  • Solvej skriver:

    Hvor bliver man tørstig af at læse det her indlæg! Og sikke en flot farve, den hjemmelavede har. Jeg tænker: hvad med vodka, hva’? Kunne det ikke gøre det til en habil sommervelkomstdrink?
    Hilsen Solvej

  • Ja, farven er flot og indbydende i den hjemmelavede. Og man udnytter hele ingefæren i stedet for bare at lave et afkog og smide ingefærstykkerne ud. Det kan jeg også godt lide i disse undgå madspild-tider. Jeg har også drukket af den ufortyndede ingefærmassen som rent ingefærshot. Regner med at holde alle forkølelser væk denne vinter med ingefærdrik 🙂 Jeg er sikker på, den også vil smage godt som en drink med fx vodka – det må jo prøves på et tidspunkt. Her vil det sikkert også fungere fint med lidt mynte i ud over citronen.

  • lasse nielsen skriver:

    jeg har prøvet med rum og citron og det kan anbefales

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *