Gourmetpasta fra Bornholm

Hvem skulle nu have troet, at et bornholmsk landmandspar ville lykkes med at lave en pasta, der kan måle sig med den bedste italienske pasta? Oven i købet en pasta af durumhvede, dyrket på Bornholm. Nej, vel. Det havde man ikke lige set komme.

Men det er faktisk lykkedes for Finn Harild og Susanne Bloch fra Frennegaard ved Svaneke at lave en kvalitetspasta af lokale råvarer, som har fået førende danske kokke med stor kærlighed til pasta til at vippe anerkendende med kokkehuen. Pastaen fra solskinsøen sælges under varemærket Pastariget.

Da jeg for nylig var på en uges ferie på Bornholm, stod pastaen og fristede på en særlig ”Bornholmerhylde” i stort set alle øens dagligvarebutikker. Så selvfølgelig skulle jeg have et par pakker med hjem i kufferten.

Pastaen fra Pastariget fik i 2011 Børsens Fødevarepris.En pris, der uddeles til dagligvarer af særlig høj kvalitet. Foto: Inge Hald

Jeg valgte en variant med ramsløg og en med rødbede (rødbedeudgaven mest for den flotte røde farve). Samtidig snuppede jeg også lige to af Pastarigets pestoer: En med ramsløg og en med chili.

Foto: Inge Hald

Ramsløgudgaven fik sin debut i selskab med en gang røget laks, grillet peberfrugt, friskbælgede ærter og salat. Og så lige en omgang pesto med ramsløg henover. Og hold nu op, hvor smagte det godt.

Pastaen fik efter fire-fem minutters kogning en rigtig lækker konsistens med det perfekte ”bid”.

Foto: Inge Hald

Ramsløgssmagen synes jeg ikke er særligt fremtrædende i pastaen alene – men i selskab med pestoen får smagen noget mere power.

Pastarigets pesto med ramsløg. Foto: Inge Hald

Jeg har endnu til gode at smage rødbedeudgaven og pestoen med chili. Da jeg købte produkterne i Bornholmerbutikken i Allinge, advarede indehaver Betty Løvschal mig om, at chilipestoen er stærk. Så den glæder jeg mig særligt til at prøve. Jeg kan godt lide mad, der smager af noget. Og jeg er ret vild med chili.

Fås frisk og tørret – og i en økologisk udgave

Pastarigets pastaer fås både i en frisk og en tørret udgave. Jeg har indtil videre kun prøvet den tørrede. Produkterne fås lige nu i 10 varianter: Naturel, fuldkorn, safran, ramsløg, chili, basilikum, rødbede, trøffel, ingefær-appelsin og citron-hvid peber. Der er også et økologisk udvalg: Naturel, fuldkorn, chili og ramsløg.

Pastarigets produkter kan – ud over i butikker overalt på Bornholm – købes i Irma, i Salling og i specialbutikker landet over. Produkterne kan også købes i Bornholmerbutikken i Københavns Torvehaller – og i Bornholmerbutikkens webshop.

 

En kommentar til Gourmetpasta fra Bornholm

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>