Fynske kirsebærlækkerier på glas

Det er sommer, det er sol – nå ja, solen titter da lidt frem mellem bygerne – og det er kirsebærsæson. Her fra midten af juli begynder de danske kirsebær at dukke op i butikker og på grøntmarkeder. Og er der noget bedre end at guffe en stor portion søde, sortrøde, solmodne kirsebær i sig!

Det skulle da lige være, når kirsebærrene er lavet til et lækkert dessertprodukt som den kirsebærsirup med valnødder, som forleden fangede mit øje under en indkøbstur.

Foto: Inge Hald

Valnødder i kirsebærsirup er et ret nyt produkt fra herregården Selleberg, der ligger mellem Odense og Kerteminde. Her har man siden 2010 udviklet en række nye specialiteter baseret på herregårdens store avl af søde kirsebær.

Foto: Inge Hald

Sellebergs kirsebærsirup med valnødder er sød, blød og rigtig lækker. Den er smagen af sommer på glas – også på en regnvejsdag.

Valnødder i kirsebærsirup sammen med græsk yoghurt og friske blåbær. Lækkert som mellemmåltid eller dessert. Foto: Inge Hald

Jeg prøvede den første gang på en portion græsk yoghurt i selskab med friske blåbær. Friske jordbær vil være et godt alternativ – eller supplement – til blåbærrene, for kirsebær og jordbær klæder hinanden godt smagsmæssigt. Et supernemt mellemmåltid eller dessert. Mums!

Valnødder i kirsebærsirup vil også være et hit at servere til gode oste, som topping på is, i flødeskum til for eksempel kager og frisk frugt og på syrnede mejeriprodukter som yoghurt naturel, skyr og fromage frais.

Overdækning skåner bærrene mod regn

Bag kirsebærspecialiteterne fra Selleberg står Søren Hvenegaard Lassen, der er 6. generation på herregården. Han dyrker kirsebær på 8 hektar jord, hvoraf cirka halvdelen er overdækket med plastfolie i modningsperioden. Kirsebær er nemlig meget sarte over for regnvejr, når de modner, så ved at overdække plantagen kan bærrene blive hængende på træerne, til de er helt modne. Et andet plus ved overdækningen er, at man undgår at sprøjte mod skimmel og svampemidler tæt på høst.

Ud over kirsebærsirup med og uden valnødder producerer Selleberg også syltede kirsebær, ren kirsebærsaft og kirsebærlimonade med brus. Sidste år blev der også lanceret en kirsebærgløgg til julehandelen.

Du finder Sellebergs kirsebærspecialiteter i specialbutikker over hele landet – find nærmeste forhandler på denne liste.

 

4 kommentarer til Fynske kirsebærlækkerier på glas

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>