Frokost-omelet med chorizo og spinat

En god chorizo kan give ekstra power og smag til mange forskellige retter. Og da den kan holde sig i forholdsvis lang tid, er den god at have som basisvare i køleskabet. Jeg har stort set altid en chorizo fra Aalbæk Specialiteter liggende i køleskabet. Deres versioner af den spanske pølsespecialitet smager rigtig godt, og så kan jeg godt lide, at fedtklumperne i Aalbæks chorizoer er noget mindre end dem, man ser i mange andre chorizo-versioner.

Chorizo er lækker som fyld i både salater, supper, gryderetter, omeletter og på pizzaer. Og så kan pølsen selvfølgelig bruges i alle mulige tapas- og pindemads-variationer.

Lige nu har jeg en chorizo med urter fra Aalbæk Specialiteter liggende i køleskabet. Pølsen brugte jeg i dag i en hurtig frokost-omelet, hvor den fik selskab af nogle af de grøntsager, jeg havde i køleskab og fryser.

Hurtig og nem frokost-omelet med chorizo og grøntsager. Foto: Inge Hald

Hurtig og nem frokost-omelet med chorizo og grøntsager. Foto: Inge Hald

Frokost-omelet med chorizo og spinat (1 person)

Chorizo (cirka 2 cm pølse, skåret i mindre stykker)

1 lille rødløg, skåret i tern

1 fed hvidløg, hakket

1 lille gulerod, skåret i tern

Frossen spinat (2 kugler, let optøet)

2 økologiske æg

½ dl økologisk minimælk

Olie til stegning (jeg brugte en lille smule god rapsolie)

Salt og peber

 

Tilbehør: Tomat i skiver (og evt. rugbrød, hvis du er meget sulten)

 

Sådan gør du:

Varm olien på panden. Svits chorizo, løg, hvidløg og gulerod i et par minutter under omrøring. Tilsæt spinaten og fortsæt med at røre rundt i blandingen i et par minutter, indtil alt er varmet godt igennem.

Æggemasse blandes med chorizo og grøntsager. Foto: Inge Hald

Æggemasse blandes med chorizo og grøntsager. Foto: Inge Hald

Pisk æg og mælk sammen og krydr med friskkværnet salt og peber (spar på saltet – der er en del salt i chorizoen!). Hæld æggemassen over grøntsagerne på panden og rør hurtig rundt, så æggemasse og grønt er godt fordelt. Læg et stort grydelåg over panden og skru ned for varmen. Omeletten steges, til den er gennemstegt (tager omkring 10 minutter).

Chorizo fra Aalbæk Specialiteter. Foto: Inge Hald

Chorizo fra Aalbæk Specialiteter. Foto: Inge Hald

Pølsemageri med lang historie

Aalbæk Specialiteter er et pølsemageri med rødder tilbage til 1920.  Virksomheden er grundlagt af slagtermester Aksel Aalbæk, der åbnede butik i Thyregod nord for Give i Midtjylland. Siden drev hans søn Egon butikken videre og flyttede den til Farre syd for Give, hvor den ligger i dag.

I 1986 trådte tredje generation, slagtermester Peter Aalbæk, ind i virksomheden med en plan om at udvikle forretningen og satse på økologi.

Det, du ser, er det du får

Aalbæk Specialiteter er vokset til at være en af de førende i Europa inden for økologiske pålægsprodukter og pølser. Men der bliver stadig ikke gået på kompromis med kvaliteten. Råvarerne, smagsoplevelsen og slagterhåndværket skal være i top, og produkterne laves stadig helt uden tilsætningsstoffer. ”Det, du ser, er det du får”, er virksomhedens mantra.

Gennem årene har Aalbæk Specialiteter modtaget en række hæderspriser for sine gode produkter, og i  2009 modtog den Dansk Fødevare Forums Kvalitets og Innovations Pris.

3 kommentarer til Frokost-omelet med chorizo og spinat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *