En Gnalling på søndagsbordet
Søndag formiddag tog jeg hul på en lille, indtørret dansk skimmelost, som jeg faldt pladask for på Food Festival. Gnalling hedder osten, som er en kombination af hvidskimmel- og rødkitost.
Smagen er mild og sød, og osten bliver silkeblød og cremet på tungen. Jeg lavede en lille formiddags-snack-tallerken med det, jeg lige havde ved hånden: Økologiske gulerødder, et økologisk æble, knækbrød, blommemarmelade og nogle skiver Gnalling. Den ost er en ny favorit i mit køkken.
Gnalling er håndlavet på Troldhede Mejeri og indgår i Arlas Unika-program – en serie af danske gourmetoste, som Arla har udviklet i samarbejde med nogle af Danmarks bedste kokke.
Et besøg på Arla Unika-standen var et must for mig på madfestivalen i Århus. For Unika-ostene er normalt ikke nemme at få fat i for os jyder. Indtil dette forår var de forbeholdt gæsterne på landets bedste restauranter. I maj åbnede Arla så en Unika-butik i Torvehallerne i København – og det er stadig det eneste sted, man som almindelig forbruger kan få fingre i Arlas allerbedste oste.
Jeg har flere gange taget toget hjem fra København i selskab med en ost fra Unika-sortimentet. Men helt ærligt, så er det altså ikke særligt lækkert at rende rundt med en ost i tasken i adskillige timer. Så jeg glæder mig til den dag – forhåbentlig i nær fremtid – hvor alle Arlas danske gourmetoste også kan købes vest for Storebælt.
Hej 🙂
Du deltog i min give-away – og vandt. Vil du ikke med på Klassisk 65 os spise muslinger d 19/9? Der er tilmelding via bloggen senest d 14 😉
Tak for din reminder – vil gerne med. Har lagt svar på din blog 🙂
Hej Inge
Du kan nu få gnallingen i Salling – Aarhus :o) Der sælges en stor del af unikaserien nu. God fornøjelse MVH Maria
Pingback: Nu fås Arlas Unika-oste også i Århus | Delikate Danmark