Frugt, bær og grønt

Kille Enna slår et slag for kartoflen

Jeg er faktisk ikke den store kartoffelspiser. Af en eller anden grund har jeg fået arkiveret kartofler under “mad, der er kedelig og besværlig”. Dybest set handler det nok om, at jeg aldrig har sat mig ind i, hvordan man bedst tilbereder kartofler, og hvilke sorter, man skal bruge til hvad.

Ifølge kokken og madskribenten Kille Enna er kartoflen en overset specialitet i det danske køkken. Sidste år udgav hun en kogebog med 80 opskrifter med kartofler. I bogen gennemgår hun også egenskaberne hos en række forskellige kartoffelsorter, så man bliver klogere på, hvilken sort, der egner sig bedst, når der skal koges, bages eller steges.

Måske skulle man give knolden en ny chance!

Jordbær på rugbrød – og sort peber

Minimalistisk og fantastisk smørrebrød

Jordbær i skiver på smørsmurt, groft rugbrød – og et ordentligt drys friskmalet, sort peber….

Jeg husker ikke, hvor jeg første gang stødte på kombinationen. Men det lød for spændende til ikke at prøve. Og det er en forbløffende oplevelse. Det smager intet mindre end fantastisk.

Prøv det NU, hvor der er masser af danske jordbær.

PS: Husk endelig, at det ikke skal være stødt, pulver-peber, men rigtig god, friskkværnet peber!