Drikke

Læskelækker mojito med frisk ingefær og myntebrus sodavand

Wow. Sikke en fantastisk sommer, vi har. Og sikke tørstig man bliver i varmen. Når aftenhyggen og lækkertørsten banker på, er en mojito mit bedste bud på en læskende sommerdrink. Den er oven i købet supernem at lave selv og kræver ikke et stort opbud af specialvarer i barskabet.

Den helt klassiske mojito laves med mynteblade, lime, rørsukker, rom og danskvand. Men jeg har fået smag for at skifte danskvand ud med myntebrus fra Naturfrisk og supplere med frisk ingefær.

Prøv den – den er totalt vanedannende.

Mojito med myntebrus

Til 1 drink skal du bruge:

10-12 friske mynteblade

½ frisk økologisk lime, skåret i både

rørsukker efter smag (jeg bruger cirka 1 teskefuld)

1 skive frisk ingefær (cirka ½ cm tyk) skåret i små tern

masser af knust is

4 cl rom (mørk eller lys efter smag)

iskold myntebrus sodavand (økologisk fra Naturfrisk)

Mojito med naturfrisk myntebrus

Sådan gør du:

Hæld mynteblade, rørsukker, ingefærtern og limebåde et robust drinkglas. Mos massen godt sammen, så du får saften ud af lime, mynte og ingefær.

Fyld glasset cirka 3/4 op med knust is. Hæld rommen i glasset og rør rundt. Fyld op med iskold myntebrus sodavand og server med et sugerør.

Mojito m Naturfrisk myntebrus

Myntebrus er blot én af flere sodavandsvarianter fra Naturfrisk, som kan bruges i en mojito. Du kan også bruge for eksempel hyldebrus eller ginger ale.

Naturfrisk med brus

Naturfrisk-serien, der består af en række økologiske sodavand, safter og juice, laves af Ørbæk Bryggeri på Fyn. Bryggeriet er også kendt for sin store palette af økologiske øl, heriblandt en af mine personlige ølfavoritter: Fynsk Forår

Ørbæk Bryggeri har rødder helt tilbage til 1906 og var ejet af grundlæggerens familie gennem tre generationer. I 1996 blev bryggeriet købt af Niels og Nicolai Rømer, henholdsvis far og søn. De to har en filosofi om, at den bedste smag fås ved at bruge de bedste råvarer – og at de bedste råvarer er økologiske.

Tacos med oksekød braiseret i øl fra Svaneke Bryghus

I anledning af min gæsteperformance her på Delikate Danmark har jeg tænkt globalt og handlet lokalt. Jeg har lavet mexicansk mad med bornholmsk øl.

Bornholm er jo aldrig langt væk her på Inges blog, og det viser sig, at øl fra Svaneke Bryghus heller ikke behøver at være langt væk. Det forhandles nemlig i de almindelige supermarkedskeder. Bryggeriet påstår selv, at de var et af de første mikrobryggerier i Danmark, da de startede i 2000. De havde nok ikke forestillet sig dengang, at deres øl skulle stå på hylderne i Kvickly og Bilka i dag.

Jeg synes, det er herligt med den her specialøls-bølge, som stadig ruller. Det gør det lidt sjovere at drikke øl for slet ikke at tale om at se på øl! Her tænker jeg på etiketterne. Nogle er supertrendy, og andre er virkelig uopfindsomme, og dem fra Svaneke Bryghus har form som selve Østersøens Perle.

Oelflaske

Etiketterne på Svaneke Bryghus’ øl har form som Østersøens perle. Foto: Solvej Rasmussen

Det bornholmske bryghus laver også interessante øl, for eksempel en Choko Stout, som de anbefaler, at man drikker kold i små glas til kage og dessert. Det vil jeg glæde mig til at gøre, næste gang min ganske ølglade svoger kommer på besøg 🙂

Her har jeg brugt deres pilsner. Resultatet af at kombinere Mexico og Bornholm på den måde er tacofyld, som smager af chili og simregryde, øl og spidskommen. Især kan man smage, at det er hele besværet værd at tilberede sit tacofyld i laaaaaang tid med krydderier, man ikke sætter sammen hver dag.

Taco_med_oelbraiseret_oksekoed

Foto: Solvej Rasmussen

Du kan bruge fyldet i tacos, burritos, tortillas, hjemmebagte madpandekager eller hvad du nu har. Jeg har brugt mini-tacotubs.

Opskriften er tilpasset fra bogen ‘Tacos, quesadillas og burritos’ af Laura Washburn.

Taco_med_oelbraiseret_oksekoed2

Foto: Solvej Rasmussen

Du skal bruge:

400 g oksekød, f.eks. bovklump, i store tern

1 stort løg, hakket

3 fed hvidløg, hakkede

1 tsk stødt spidskommen

1 tsk tørret oregano

1 stor tsk havsalt

Friskkværnet sort peber

2,5 dl øl

3-4 dl tomatpuré

Chiliflager efter smag

400 g kidneybønner fra dåse

2-3 dl kogte ris

3-4 gulerødder, revet

Tilbehør: Guacamole, creme fraiche, jalapenos og revet ost.

 

Sådan gør du:

Læg oksekøddet i en stor gryde sammen med løg, hvidløg, spidskommen, oregano, salt og peber. Hæld øllet over og tilsæt vand, indtil kødet er dækket (cirka 1 centimeter over kødet, står der i opskriften). Bring gryden i kog, skru ned og lad det småsimre for svag varme i 1,5-2 timer.

Hæld det hele op i en sigte, men gem kogevandet! Det skal du bruge senere. Pluk kødet i strimler med fingrene eller to gafler. Jeg har prøvet begge metoder, og de er lige trættende, men resultatet er tålmodigheden værd.

Hvis der sidder meget skum fra kogningen i din gryde, så fjern det, ellers bare læg kød og løg tilbage i gryden. Tilsæt tomatpuré, chiliflager, bønner, gulerødder og 2,5 dl kogelage. Lad det koge godt sammen ved simmervarme i 15-20 minutter, rør jævnligt. Bland risene i. Smag til med krydderier og juster tykkelsen med kogelage.

Om gæsteblogger Solvej Rasmussen:

Solvej blogger til daglig om at være kreativ i sit køkken og om mad uden hvede på hendes egen blog Smagdigfrem.dk

Læskende ingefærdrik med citron

Sorry! Dette indlæg burde jeg have skrevet for adskillige uger siden. Dengang termometeret strøg op mod de 30 grader, og vi sad i skyggen og sukkede efter noget rigtigt friskt, lækkert og læskende til ganen. Men jeg smagte altså først ingefærdrikken fra Naturfrisk i går. Og jeg lavede først min egen variant af drikken i dag. Til gengæld lover jeg, at både den købte og den hjemmelavede ingefærdrik også smager virkelig godt i regnvejr!

Den færdige ingefærdrik, jeg fik øjnene op for i går, sælges under navnet Naturfrisk, som er fynske Ørbæk Bryggeris serie af økologiske sodavand og juice. Konceptet bag serien er, at produkterne skal være uden tilsat konserveringsmidler, kunstige farvestoffer og aromaer.

Lækre ingefærdrikke fra Ørbæk Mejeris økologiske serie, Naturfrisk.

Lækker ingefærdrik fra Ørbæk Bryggeri økologiske serie, Naturfrisk.

Den økologiske ingefærdrik er også uden tilsat sukker, hvilket overraskede mig, da jeg smagte den i aftes. For der var en dejlig afbalanceret sødme i drikken, som især slog benene væk under mig med sin meget kraftige smag af frisk ingefær. Wow. Sådan skal en ingefærdrik smage. Sødmen viste sig at stamme fra æblejuice, som er drikkens hovedbestanddel. Derudover består den af agavejuice, citronsaft, ingefærpuré og ingefærekstrakt.

I dag har jeg været ude for at købe flere af de færdige ingefærdrik fra Naturfrisk-serien. Men som ingefærelsker, der næsten altid har gang i en knold ingefær som smagsgiver og sundt indhold i morgensmoothie og aftente, fik jeg lyst til at prøve at lave min egen version. Og den blev altså ret vellykket, når jeg selv skal sige det.

Nem og læskende hjemmelavet ingefærdrik med citron.

Nem og læskende hjemmelavet ingefærdrik med citron.

Læskende ingefærdrik med citron

(mængderne passer til 3-4 store glas)

 

Du skal bruge:

En knold ingefær, minimum 8-10 cm

1 økologisk citron

1 liter økologisk æblejuice

koldt postevand fra hanen

 

Sådan gør du:

Skræl ingefæren og skær den i cirka 2 mm tynde skiver. Læg skiverne i en gryde og hæld dem over med vand, bare så skiverne er dækket. Tilsæt et par skiver citron og lad det koge svagt under låg i cirka 5 minutter. Lad stå og trække, mens det køler af. Smid citronskiverne ud. Resten – afkog og ingefærskiver – hælder du i en blender. Blend indtil ingefæren er helt findelt.

Sæt ingefærmassen på køl, indtil du skal bruge den. Den kan sagtens holde sig i hvert fald tre-fire dage i køleskabet, så lav bare en større portion.

Ved servering laver du en blanding af æblejuice og ingefærmasse, som passer dine smagsløg. Jeg er ret hardcore, når det kommer til ingefærsmag, så mit blandingsforhold hedder cirka 1 dl ingefærmasse til 2,5 dl æblejuice. Den styrke matcher i øvrigt ingefærdrikken fra Naturfrisk meget godt. Smag til med frisk citronsaft og server.

 

 

 

 

Granité af æbledessertvin fra Brænderiet Enghaven

Forleden kom jeg hjem fra et forårsmarked på Løndal Gods med en æbledessertvin i tasken. Lidt af et impulskøb, for dessertvine er normalt ikke noget, jeg har på lager. Men denne her, lavet af danske Belle de Boskoop æbler på et mikrobrænderi i Mellerup lidt nord for Randers, ville altså med hjem. Dels smagte den rigtig dejligt, dels fik jeg et godt tip om at bruge den i sorbet eller granité med i handelen.

Brænderiet Enghaven laver  pommeau på Belle de Boskoop, Flilippa, Ingrid Marie æbler.

Brænderiet Enghaven laver pommeau på Belle de Boskoop, Flilippa, Ingrid Marie æbler.

Mit køb er en Belle de Boskoop pommeau fra Brænderiet Enghaven. Pommeau er en hedvin, som overordnet laves på samme måde som portvin, sherry og madeira. Gæringen i æblemosten (her af Belle de Boskoop æbler) stoppes ved at tilsætte frugtbrændevin indtil alkoholprocenten når 18.

Æbledessertvinen har en fin duft og sød-syrlig smag af æbler og passer derfor særligt godt til alle typer desserter og kager med æbler. Som nævnt er den også god i en sorbet eller granité – sidstnævnte er en krystalliseret is, som både kan nydes som en lille mellemret til at rense ganen mellem to retter (som man gør på fine restauranter) eller som en læskende og lækker dessert, for eksempel i selskab med en god kage.

Granitéen af Belle de Boskoop pommeau fra Brænderiet Enghaven. Foto: Inge Hald

Granité af Belle de Boskoop pommeau fra Brænderiet Enghaven. Foto: Inge Hald

Belle de Boskoop pommeau granité (2 pers.)

 

Ingredienser:

3 dl vand

60 gram sukker (eller efter smag – denne mængde giver en dejlig sød version)

et lille glas Belle de Boskoop pommeau

 

Sådan gør du:

Kog vandet op med sukker og lad lagen køle af. Herefter tilsættes pommeau. Hæld det hele i en lav beholder med stor overflade, og sæt den i fryseren i minimum tre timer, gerne natten over. Før servering river du isen med en gaffel, så der opstår flager af is. Kom flagerne i et glas og server straks. Pynt eventuelt med et par blade citronmellisse.

Tak for opskriften til Jan Kristiansen, Snapsogurter.dk

Brænderiet Enghaven laver et stort udvalg af brændevin, de fleste lavet på danske æbler. Foto: Inge Hald

Brænderiet Enghaven laver et stort udvalg af brændevin. Foto: Inge Hald

 

Brænderiet Enghaven har base på gården Enghaven, der ligger i landsbyen Mellerup på nordsiden af Randers fjord. Virksomheden er mest kendt for sine frugtbrændevine, hvoraf mange laves af æbler som for eksempel Filippa, Ingrid Marie, Gråsten, Belle de Boskoop, Pigeon og gamle og mere sjældne sorter som Sommerrød, Kongelig Kortstilk og Rød Ananas.

Brændevinsmagerne er Esben Moestrup, hans far Erik Moestrup og vennen Mikkel Nordkvist. Erik og Esben Moestrup er henholdsvis fjerde og femte generation på slægtsgården Enghaven.

Mikrobrænderiet blev stiftet i efteråret 2007 efter flere års forberedelsesarbejde af Esben Moestrup, der er uddannet cand.mag i samfundsfag, filosofi og historie, og Mikkel Nordkvist, der er uddannet kemiingeniør og ekspert i gæringsprocesser. De to gamle gymnasievenner besluttede at starte en produktion af kvalitetsfødevarer af dansk frugt og fik overtalt Esbens far til at gå med som partner i deres fritidsprojekt.

De fleste æbler kommer fra Enghavens egen frugtplantage. Derudover suppleres fra et par mindre frugtavlere i regionen. Æblerne håndplukkes på et tidspunkt, hvor sukkerindhold og aroma er optimalt for brænding til brændevin. Herefter sorteres de i hånden inden de knuses, koldgærer, destilleres, lagres på træfade eller i rustfrie tønder (afhængig af brændevinstype) og tappes på flasker.

 

 

 

Antons – økosaft til selvforkælelse

For et par uger siden havde jeg en frokostaftale med en god veninde på en café, hvor jeg fik den skønneste rabarbersaft til min mad. Fyldt med smag og med en perfekt balance mellem sødme og syrlighed. Rabarbersaften var fra Antons, som udelukkende laver økologiske safter.

Et par dage senere ”faldt” jeg igen over Antons safter, nemlig da jeg besøgte Århus’ nye delikatessebutik, Fru P. Her var min nye favorit, rabarbersaften, midlertidigt udsolgt, så jeg købte et par andre smagsvarianter med hjem – blodappelsin og æble/solbær. Igen masser af velsmag for pengene og et rigtig godt bud på kvalitetssafter, når du skal forkæle dig selv og dine gæster uden at sætte alkohol på bordet.

Antons økologiske safter. Foto: Inge Hald

Antons økologiske safter. Foto: Inge Hald

Manden bag Antons økologiske safter hedder faktisk Anton. Med efternavnet Nielsen. Han begyndte i 1981 at dyrke solbær efter biodynamiske/økologiske principper på slægtsgården Sølyst ved Juelsminde. Dengang mente mange, at han var lidt af en original. Blandt dem hans egen far, som gennem årtier havde dyrket markerne omkring Sølyst med brug af både insektgiften bladan og kunstgødning.

Men Anton Nielsen stod fast på at lægge om til økologisk produktion. Han var overbevist om, at det var tid at stille om til fortidens mere naturlige produkter.

Da det kneb med at få solgt solbærrene, gik han i 1996 selv i gang med at lave solbærsaft. Siden har han udviklet en række nye økologiske og drikkeklare safter. I dag fås Antons i 13 forskellige varianter, blandt andet hyldeblomst, tranebærsaft, blodappelsinsaft, jordbærsaft, hindbærsaft, mangosaft og æble/solbærsaft.

Nogle af saftvarianterne er helt uden tilsat sukker – nemlig æblemost, appelsinsaft, blodappelsinsaft og mangosaft. De øvrige er tilsat 8-9 procent rørsukker.

Antons økologiske safter sælges hovedsageligt til specialbutikker, cafeer og museumscafeer. De kan også købes via nettet eller på gården Sølyst ved Juelsminde.

 

Go’ morgen smoothie og bog om safter

December står både i fødselsdagens og julens tegn for mit vedkommende, så jeg skal hoste op med mange gaveønsker lige nu. Højt på ønskelisten står allerede den nye bog Safter, skrevet af Søren Ejlersen (ham fra Aarstiderne) og Umahro Cadogan (ham med bogen om køkkenrevolution på høje hæle).

Jeg er nemlig stor tilhænger af konceptet med at drikke bær, frugt og grønt. Det er den nemmeste og hurtigste vej til at få gjort et godt indhug i de der ”6 om dagen”. Og du kan proppe ufattelig meget sundhed i en drik og stadig få et resultat, der smager mest af synd.

Jeg har allerede skimmet bogen igennem, for jeg lånte den på biblioteket forleden. Og nu er jeg da helt sikker på, at den bog SKAL jeg bare have.

Den er spækket med lækre opskrifter, viden om sundhed og gode råd. Vidste du for eksempel, at bagte rodfrugter gør sig godt i en smoothie? Det var i hvert fald nyt for mig. Nogle af bogens tips får du sidst i dette blogindlæg.

Først vil jeg lige vise, hvordan min morgenmad så ud i dag.

Go’ morgen smoothie. Foto: Inge Hald

Sådan ser den i øvrigt ud næsten hver morgen. Med mindre jeg spiser ude eller er på ferie, består min morgenmad af en lækker, mættende og supersund smoothie med bær, havregryn og gerne også noget grønt, for eksempel spinat, avocado eller grønkål.

Go’ morgen smoothie

Jeg varierer min morgensmoothie fra dag til dag. I dag indeholdt den:

1/2 banan

to håndfulde frosne bær (jordbær, brombær, blåbær, hindbær og ribs)

3 kugler frossen spinat

1 dl kærnemælk

1 dl appelsinjuice

1 dl økologisk skummetmælk

1 spsk. hørfrø- og kæmpenatlysolie fra Urtekram (andre gange bruger jeg Udo’s Choise eller fiskeolie)

1 dl havregryn

cirka to cm frisk ingefær (skåret i tynde strimler eller revet)

 

Blendes indtil den er helt uden klumper.

Sådan en smoothie holder mig mæt indtil frokost.

Bogen “Safter”. Foto: Inge Hald

Tips til at booste din smoothie

I Safter giver Søren Ejlersen og Umahro Cadogan en lang række tips til, hvordan du peppe din smoothie op. Du kan for eksempel bruge:

Skyr

Skyr indeholder tre gange så meget protein som yoghurt, så ved at bruge Skyr øger du proteinindholdet.

 

Vitaminas

I Brasilien laver man ”vitaminas”, som er smoothies med lidt havregryn i for at gøre drikken mere bastant og mættende.

 

Sundt fedt

En booster til din smoothie er ”sundt fedt”. Udover at tilføre sunde fedtstoffer til din krop, gør det også smoothien mere cremet.

Tilsæt for eksempel: Hørfrøolie, valnøddeolie, hampefrøolie, mandelolie, hasselnøddeolie, kokosolie eller kokosmælk.

 

Frosne grønsager

Du kan gøre din smoothie sundere ved at tilsætte for eksempel frossen spinat, frossen grønkål, frosne ærter, frossen broccoli eller frosne bønner. Det frosne grønt fremhæver oven i købet sødmen fra bær og frugt. Samtidig får du tilført ekstra K-vitamin, kalk, folat, magnesium, kalium og carotener.

 

Frisk bladgrønt

Tilsæt for eksempel frisk persille, spinat eller babyspinat.

 

Bagte rodfrugter

Du kan også komme bagte (og pillede) rodfrugter i smoothien. Altså bagte gulerødder, rødbeder eller søde kartofler. De tilfører sødme og gør smoothien cremet. Samtidig gør fibrene, at den også mætter bedre.

 

Du kan også tilsætte:

– en smule kakaopulver

– lidt god mørk chokolade

– lakridspulver

– afkølet grøn te eller grøn tepulver

– frisk eller tørret gurkemeje

– frisk eller stødt ingefær

– superfoods i form af havtornpulver, acaipulver, frysetørrede blåbær,  byggræspulver, chlorellapulver, spirulinapulver, gojibær m.m.

 

 

Æbletoddy med chilihonning og rom

For nogle måneder siden købte jeg et par honningspecialiteter fra den bornholmske virksomhed Den Gamle Skole.

Et af produkterne er en honning med chili, som jeg indtil nu kun har brugt til at give forskellige teer et ekstra spark bagi. Men for nogle uger siden så jeg denne opskrift på æbletoddy med chili og whisky på bloggen Smag dig frem. Og jeg tænkte straks, at chilihonningen var oplagt at bruge i denne drik.

Æbletoddy med chilihonning fra Bornholm. Foto: Inge Hald

Jeg har ændret lidt i den oprindelige opskrift. Jeg bryder mig ikke om whisky, så jeg bruger rom i stedet. Desuden har jeg skruet lidt op for ingefærsmagen og tilføjet lidt syrlighed i form af limefrugt.

De fleste gange, jeg har lavet toddyen, har jeg ikke tilsat alkohol. Den er et hit både med og uden procenter.

Æbletoddy med chilihonning fra Bornholm. Foto: Inge Hald

Æbletoddy med chilihonning og rom (en person)

2½-3 dl god æblemost

2 hele stænger kanel

2 skiver frisk ingefær

1 tynd skive æble pr. glas

1 tsk honning med chili

Rom (eller whisky) efter smag

1-2 skiver limefrugt (eller 1 skive citron)

(har du ikke chilihonning, så brug almindelig honning og drys den færdige drik med lidt chiliflager)

 

Sådan gør du:

Hæld æblemost, kanelstænger og ingefær i en gryde. Varm det op til kogepunktet og sluk for varmen. Læg låg på gryden og lad drikken trække 10-15 minutter.

Læg æble og honning i et krus eller glas. Hæld rom (eller whisky) og den varme æblemost over. Tilsæt skiver af lime. Rør rundt, så honningen opløses. Drik og nyd.

Honning med chili fra Den Gamle Skole. Foto: Inge Hald

Bornholmsk honning med ekstra smag

Producenten bag chilihonningen – Den Gamle Skole – er en familievirksomhed, ejet af Birte Madsen og Finn Bergendorff. De har specialiseret sig i at lave honning med forskellig smag, for eksempel af chili, ingefær, lakrids, pebermynte, anis, hasselnød eller mandel.

Parret har indrettet deres virksomhed i en gammel skole (heraf firmanavnet) fra 1856, som ligger mellem Østermarie og Svaneke.

Er du på Bornholm, kan du besøge Den Gamle Skole og smage og købe de forskellige honningspecialiteter. På Den Gamle Skoles hjemmeside finder du en række opskrifter med honning, udviklet af kokken Frank Truberg, der driver Brasserie Truberg på havnen i Nexø.

 

Saft med smag af sol og sommer

Der findes efterhånden flere gode danske saftmærker på markedet. Et af dem er Bornholms Mosteri, som jeg smagte første gang i caféen på Bornholms Kunstmuseum i juli måned. Jeg købte en æblemost, lavet på Discovery æbler, til min frokost, og det er en af de bedste af slagsen, jeg nogensinde har smagt. Masser af æblesmag og en virkelig god balance mellem sødme og syre.

Æblemost nydt i cafeen på Bornholms Kunstmuseum. Foto: Inge Hald

 

Senere har jeg smagt mosteriets økologiske rabarbersaft, og også den var ren nydelse. Frisk og med en meget delikat smag af rabarber.

Økologisk rabarbersaft nydt på min altan. Foto: Inge Hald

Bag de usædvanligt lækre safter står en usædvanlig virksomhed. Bornholms Mosteri er nemlig et kommunalt beskæftigelsesprojekt for psykisk sårbare og handicappede. Ciderværkstedet, som projektet egentlig hedder, har base  i Rønne og er i dag arbejdsplads for tæt på 40 personer inklusive fire socialpædagoger.

Projektet blev født i 2006, og fra starten besluttede projektets ledere at gå efter at lave den bedst mulige kvalitet. Tanken var, at det kunne styrke selvfølelsen hos de socialt udsatte medarbejdere, hvis de var med til at lave produkter i høj kvalitet.

Bornholms Mosteri laver æblemost af sorterne Holsteiner Cox, Ingrid Marie og Discovery. Derudover laves æblecider (med minimum 50 procent gæret æblemost) samt drikkeklar saft af hindbær, tranebær, appelsin, hyldeblomst og rabarber. De fleste drikke er økologiske.

Uden for Bornholm kan produkterne købes i blandt andet Bornholmerbutikken i Torvehallerne og i stormagasinet Salling.