Bøger

Kille Ennas chokoladekonfektkage fra ny Ikea-kogebog

For et par uger siden var jeg i Ikea for at købe et eksemplar af deres nye kogebog ”Vores mad – naturligvis”, som er lavet af en vores allerdygtigste kokke, Kille Enna. Og ”lavet” dækker altså over, at Kille har udviklet alle opskrifterne, skrevet alle teksterne og stylet og fotograferet alle retterne. Respekt for hendes multitalent.

KilleEnna-VoresMad

Også stor respekt for resultatet. Jeg er virkelig imponeret. Det er en af de flotteste og mest inspirerende kogebøger, jeg længe har haft i hænderne. Spækket med Killes gode opskrifter og überlækre madfotos. Dertil en masse råd om, hvordan man bedst udnytter sine råvarer og madrester fuldt ud og i det hele taget lever på den mest bæredygtige måde. Og så er det et eller andet sted også ret befriende, at det er maden, og ikke kokken, der er i centrum. Bogen indeholder ikke ét eneste foto af Kille selv!

Kille Enna kogebog

Kille Enna har jeg haft en særlig personlig oplevelse med. Som journalistpraktikant på Aarhus Stiftstidende kom jeg i foråret 1996 tilfældigvis til at sidde ved samme bord som den dengang 23-årige Kille til et chokoladearrangement, som Claus Meyer stod bag. Vi faldt i snak, og jeg blev så fascineret af hendes selvbevidsthed og entusiasme for madlavning, at jeg sørgede for at få hendes telefonnummer, da vi skiltes efter foredraget.

Jeg var i praktik på Stiftens madtillæg Spis Godt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle lave en artikel om Kille. Jeg skulle bare lige finde en anledning, for hun var jo totalt ukendt i både Århus og resten af Danmark. Men der var noget helt særligt ved denne unge, vilde og begejstrede kok, der skilte sig ud fra mængden i sine  store hiphop-bukser, med kasket på sned og en tatovering på armen. Jeg var sikker på, at hende skulle vi nok komme til at høre mere om.

Ferieafløser for Claus Meyer

Da jeg mødte Kille, var hun lige kommet hjem efter tre år i udlandet, hvor hun blandt andet havde været køkkenchef og kok på restauranter i London og i San Francisco. Dengang drømte hun om at få frie hænder til at eksperimentere med mad og for eksempel arrangere workshops, hvor unge og ældre kunne komme og lave mad sammen med hende.

Få måneder efter vores tilfældige møde dumpede en pressemeddelelse fra DR ind på min redaktion i Århus. Kille skulle være ferieafløser for Claus Meyer i tre af hans madprogrammer. Aftalen var kommet i hus, efter at Kille uopfordret havde skrevet et brev til Claus Meyer. Først var det meningen, at Kille skulle medvirke i én udsendelse, men prøveoptagelserne til programmet gjorde tv-folkene så begejstrede, at Kille blev hyret til tre udsendelser, hvor hun skulle være afløser for Claus Meyer.

Det kan nok være, at jeg fik travlt med at finde Killes telefonnummer frem og lave en aftale om et interview. Og kort efter fyldte hun hele forsiden af ”mit” madtillæg, og jeg kunne som en af de første journalister bringe et stort interview med hende.

Killes kogebog udgives i 27 lande

Resten er historie. Tv-programmerne gjorde Kille  landskendt, og siden har hun udgivet otte kogebøger, hvoraf hun selv har fotograferet de seks. I dag bor hun i Ystad i Sydsverige, hvor hun dyrker grøntsager, krydderurter og frugter i egen have og drivhus og laver sine mange madeksperimenter i et særligt indrettet testkøkken.

Selv om hun har udgivet en del kogebøger – og også fremstillede, stylede og fotograferede maden til Karolines Køkkens populære 50-års jubilæumsbog ”Alle tiders Karoline” – er Ikea-kogebogen hendes hidtil største projekt. Første oplag er på 100.000 bøger, som udgives på 19 sprog i 27 lande. Det er da sejt!

Bogen er på i alt 257 sider i et stort format og trykt på miljøvenligt papir. Den indeholder 101 opskrifter, som favner over drikke, brød, fisk, salat og sødt. Der er 17 måltider, som for hvert måltid giver råd om tre nye retter, som kan fremstilles af gårsdagens rester.

Ud over opskrifterne indeholder bogen et væld af tips og råd. Der er råd om, hvordan du giver maden mere smag, sparer strøm, bruger krydderier og krydderurter, genbruger og komposterer køkkenaffald, gør rent på naturlig vis, lever bæredygtigt – og meget, meget mere.

Det første, jeg har lavet fra bogen, er en chokolade-konfektkage, inspireret af den klassiske panforte fra Siena i Italien. Kagen er virkelig lækker og kan holde sig frisk i månedsvis. Jeg brugte købte stødte krydderier i stedet for friskkværnede (undskyld, Kille) – det fungerede altså også fint.

DSC_7511

Kille Ennas chokolade-konfektkage

Fra Ikeas kogebog ”Vores mad – naturligvis”

 

Du skal bruge:

(giver 1 kage)

 

½ Ceylon-kanelstang eller 1 tsk. stødt kanel

¼ tsk. friskkværnede nelliker

1 tsk. friskkværnet korianderfrø

¼ tsk. friskkværnet muskatblomme eller nød

¼ tsk. friskkværnet sort peber

100 g paranødder

100 g mandler

100 g valnødder

75 g hasselnødder

125 g honning

100 g chokolade (min. 85%)

125 g flormelis

175 g kandiserede frugter, f.eks. kvan, citron, sukat og pomerans

75 g hvedemel

evt. flormelis til pynt

 

Sådan gør du:

Rist nødderne ved 180 grader i ovnen eller på en tør pande, indtil de dufter og har fået lidt farve. Hak nødderne groft og hæld dem i en skål.

Smelt honning og chokolade over vandbad. Tilsæt flormelis og lad det igen smelte med, indtil blandingen er flydende.

Vend nødderne godt i en stor skål med de kandiserede frugter, hvedemelet og krydderierne. Tilsæt den varme chokolademasse. Det er vigtigt, at den stadig er varm. Ælt dejen godt og grundigt. Det gøres lettest med hænderne, selv om dejen er lidt varm.

Hæld dejen i en bageform (20 cm i diameter), der er beklædt med bagepapir. Tryk/pres den flad (cirka 3 cm). Bag kagen i en 180 grader varm ovn i 25-30 minutter. Kagen skal have en anelse farve ovenpå, men må endelig ikke blive hård og mørkebrun. Kagen stivner, når den bliver kold. Afkøl den på en bagerist. Opbevar kagen koldt, tørt og mørkt i alufolie eller bagepapir i en tætlukket kagedåse.

 

Ikea-kogebogen ’Vores mad – naturligvis’ koster 199 kroner, men med et Ikea Family-kort kan du købe den for blot 75 kroner.

 

Go’ morgen smoothie og bog om safter

December står både i fødselsdagens og julens tegn for mit vedkommende, så jeg skal hoste op med mange gaveønsker lige nu. Højt på ønskelisten står allerede den nye bog Safter, skrevet af Søren Ejlersen (ham fra Aarstiderne) og Umahro Cadogan (ham med bogen om køkkenrevolution på høje hæle).

Jeg er nemlig stor tilhænger af konceptet med at drikke bær, frugt og grønt. Det er den nemmeste og hurtigste vej til at få gjort et godt indhug i de der ”6 om dagen”. Og du kan proppe ufattelig meget sundhed i en drik og stadig få et resultat, der smager mest af synd.

Jeg har allerede skimmet bogen igennem, for jeg lånte den på biblioteket forleden. Og nu er jeg da helt sikker på, at den bog SKAL jeg bare have.

Den er spækket med lækre opskrifter, viden om sundhed og gode råd. Vidste du for eksempel, at bagte rodfrugter gør sig godt i en smoothie? Det var i hvert fald nyt for mig. Nogle af bogens tips får du sidst i dette blogindlæg.

Først vil jeg lige vise, hvordan min morgenmad så ud i dag.

Go’ morgen smoothie. Foto: Inge Hald

Sådan ser den i øvrigt ud næsten hver morgen. Med mindre jeg spiser ude eller er på ferie, består min morgenmad af en lækker, mættende og supersund smoothie med bær, havregryn og gerne også noget grønt, for eksempel spinat, avocado eller grønkål.

Go’ morgen smoothie

Jeg varierer min morgensmoothie fra dag til dag. I dag indeholdt den:

1/2 banan

to håndfulde frosne bær (jordbær, brombær, blåbær, hindbær og ribs)

3 kugler frossen spinat

1 dl kærnemælk

1 dl appelsinjuice

1 dl økologisk skummetmælk

1 spsk. hørfrø- og kæmpenatlysolie fra Urtekram (andre gange bruger jeg Udo’s Choise eller fiskeolie)

1 dl havregryn

cirka to cm frisk ingefær (skåret i tynde strimler eller revet)

 

Blendes indtil den er helt uden klumper.

Sådan en smoothie holder mig mæt indtil frokost.

Bogen “Safter”. Foto: Inge Hald

Tips til at booste din smoothie

I Safter giver Søren Ejlersen og Umahro Cadogan en lang række tips til, hvordan du peppe din smoothie op. Du kan for eksempel bruge:

Skyr

Skyr indeholder tre gange så meget protein som yoghurt, så ved at bruge Skyr øger du proteinindholdet.

 

Vitaminas

I Brasilien laver man ”vitaminas”, som er smoothies med lidt havregryn i for at gøre drikken mere bastant og mættende.

 

Sundt fedt

En booster til din smoothie er ”sundt fedt”. Udover at tilføre sunde fedtstoffer til din krop, gør det også smoothien mere cremet.

Tilsæt for eksempel: Hørfrøolie, valnøddeolie, hampefrøolie, mandelolie, hasselnøddeolie, kokosolie eller kokosmælk.

 

Frosne grønsager

Du kan gøre din smoothie sundere ved at tilsætte for eksempel frossen spinat, frossen grønkål, frosne ærter, frossen broccoli eller frosne bønner. Det frosne grønt fremhæver oven i købet sødmen fra bær og frugt. Samtidig får du tilført ekstra K-vitamin, kalk, folat, magnesium, kalium og carotener.

 

Frisk bladgrønt

Tilsæt for eksempel frisk persille, spinat eller babyspinat.

 

Bagte rodfrugter

Du kan også komme bagte (og pillede) rodfrugter i smoothien. Altså bagte gulerødder, rødbeder eller søde kartofler. De tilfører sødme og gør smoothien cremet. Samtidig gør fibrene, at den også mætter bedre.

 

Du kan også tilsætte:

– en smule kakaopulver

– lidt god mørk chokolade

– lakridspulver

– afkølet grøn te eller grøn tepulver

– frisk eller tørret gurkemeje

– frisk eller stødt ingefær

– superfoods i form af havtornpulver, acaipulver, frysetørrede blåbær,  byggræspulver, chlorellapulver, spirulinapulver, gojibær m.m.